Særligt en scene melder sig i tanketummelen dagen derpå. Den fremstiller fremtidsregimet Gileads offentlige henrettelse af systemfjendtlige personer. To løkker for enden af lange reb hænger ned fra oven. I formationer rundt omkring står tjenerinder og hustruer – fødemaskinerne og magtens barnløse kvinder.
De afsynger mekanisk en salme. To kvinder føres frem. Lydia, en såkaldt tante – af samme kaliber som en Lagerführerin i kz-lejrene – leder ceremonien i et kommanderende toneleje, og alle gentager hendes anklage om hor og mord. Orkestret forstærker trin for trin den summariske rettergang. Hængningen eksekveres hurtigt og realistisk.
En forslået mand skubbes ind på scenen, skyldig i påstået voldtægt. Tjenerinderne kaster sig over ham og sønderriver ham til døde. Musikken, der nu kommer i forskudte indsatser mellem orkestret og vagternes ordløse mandskor, er frapperende. Den er harmonisk og blid som af en ganske anden verden end den dystopiske. Det er den tyske melodi til aftensalmen Nu hviler mark og enge.
