Der er et billede af William Blake, jeg ikke kan glemme; en scene, overleveret af en af forfatterens samtidige, der her, en dag i overgangen til det 19. århundrede, er på slentretur og kommer forbi Lambeth i London, hvor Blake bor og arbejder. Lambeth: et beskidt sted, et sted for fabriksrøg og slam, en udkigspost over den industrielle elendighed, fra hvis skorstene man kan skimte those dark satanic mills, der for Blake så uforståeligt er bygget her midt i det, der for menneskene kunne blive et nyt Jerusalem. Hvis bare de ville.
Lige meget. Vennen går. Og da han nærmer sig huset, hører han stemmer. Det er sangstemmer, frydefulde og glade. Lette og lykkelige. Vennen følger stemmerne, og da han kommer hen til den lille have bag huset, dette private paradis, kan han se det. Der er de. Familien. Hosekræmmerens søn, der er gift med gartnerens datter. De danser, vægtløst. Blake danser. Synger og danser, måske fordi det er tirsdag, måske fordi det er onsdag, måske fordi der ikke er noget fordi.
Fin artikel, tak for det! Selv er jeg dog uenig i, at han kan virke gammeldags. Jeg tror næppe han havde forestillet sig eftergivelsen af begæret som vi ser det i dag, men et begær frit fra den institutionelle kirkes undertrykkelse. Det kan du eksempelvis læse af Garden of Love. Et begær der er deciderende ødelæggende, særligt for naturen, er det svært at forestille sig, at han havde støttet op om. Det kan du eksempelvis læse af Auguries of Innocence. Citatet du nævner fortsætter faktisk sådan her: “For man has closed himself up, till he sees all things thro' narrow chinks of his cavern.”, hvilket får en til at tænke på hulelignelsen (en hule som endeløst begær meget vel får en til blive siddende i), samt hans “mind-forged manacles” (lænker som meget vel strammes af endeløst begær). Blake er altså dybere og mere kompliceret end som angivet i artiklen. I min optik, tidsløs.