Vi sidder seks mennesker om spisebordet i mit og Sisses køkken. Vi er i gang med at pakke Gift ved første blik sammen, og alle går meget op i at gøre det ordentligt. Pæne stabler i små nyindkøbte poser med lukkemekanisme. Jeg sveder, som om det har været strabadserende at spille, og det går op for mig, at ingen siger noget.
Det er, fordi at alt – for i aften – lige er blevet sagt.
I brætspillet.
Papstykkerne og de hårde papirskort med deres dilemmaer, som vi nu sorterer og lægger til side i æsken, har lokket noget ud af os. Det er det, vi hver især er ved at fordøje, imens spillet affortrylles, når vi skiller det ad. Hvad vi selv sagde om kærlighed, og hvad de andre sagde om kærlighed, det forsvinder ikke lige med det samme. Jeg rækker nogle brikker til vores venindes nye kæreste, og han smiler. Vi kender hinanden endnu bedre nu. Vi har delt noget sammen, der faktisk bedst beskrives som intimt. Det er en stærk og god oplevelse.
Sikke en rejse vi blev taget med på som læsere! Hvis alle spilanmeldelser var skrevet som denne, ville jeg læse dem noget oftere. Jeg er i hvert fald overbevist om, at jeg også skal have fat i Gift ved første blik.