Man er ikke særlig forvænt med, at dele af digte i en samling beregnet til indenadslæsning former sig som en bøn. Bevares, der findes undtagelser som for eksempel optakten til Merete Torps Digte II (1996), der markant og monumentalt lyder: GIV OS BEGYNDELSENS ORD. Men ellers er bønnen som poetisk manøvre forbeholdt salmegenren i form af taksigelse, bekendelse eller desperat anråbelse.
Mirian Dues nye digtsamling med den storladne og begyndelsesparate titel Inden vi går ind i livet på jorden rummer adskillige eksempler på poetisk bøn:
Du som velsigner jorden
lad dette glas være fyldt
med trøsten fra dit rige
Giv os af det daglige liv
Lad vores skam forlade os
og fri os fra lejre
og fra tvangsudsendelser
Indlånene fra Fadervor er åbenbare, men tydelig virker nu også en bestræbelse på at holde bønnen i det hverdagsligt konkrete. Kortest og knappest blandt bogens bønnelignende stykker er dette:
På et vakkelvornt
grundlag søger jeg ind
i det udøvende liv
siger
ok, det er min tur
velsign det
