Den store, amerikanske forfatter Don DeLillos Hvid støj er fra 1985, men dens fortælling om idyllens skrøbelighed, dødsangst og dødsdrift, misinformation og menneskeskabt katastrofe passer som hånd i handske til 2022.
Instruktør og manuskriptforfatter Noah Baumbachs aktuelle, strålende og morsomme filmatisering af romanen er således en af den slags film, hvor man hele tiden føler sig ramt på sin livsstil, sine drifter, sin angst, de blinde vinkler i vores civilisation.
Hovedpersonen er Jack Gladney, professor med speciale i Hitler og bosiddende i den idylliske collegeby Blacksmith. Hans hustru Babette er gymnastiklærer. De er begge på tredje ægteskab, og fra dem har de i alt fire børn.
Udlevering af forbrugersamfundet
Filmen foregår i midten af 80’erne, og det illustreres af den bløde, unaturligt farvestrålende billedside, der mest af alt ligner reklamefilm fra perioden. Især supermarkedet er et farvesymfonisk nirvana. Hvid støj er en sarkastisk udlevering af det forbrugersamfund, som boomede i 80’erne – og bare er boomet endnu vildere siden.
Kære Ralp: Læste din anmeldelse og gik ind og så filmen. Jeg plejer at læse dine filmanmeldelser og ser ofte filmene. En skam at ikke flere gør det, og vi får debatterne om dem.
Den var ikke noget for mig, selvom den både teknisk set og skuespilmæssig var helt i top. Er der ikke co2-afgift på film, så burde der være det. Det var lige før, man lavede en dommedag ud af dommedag, hvis det ikke var computergrafik, der lå bag.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal med den, og anbefale den kan jeg heller ikke. Synd på en måde, for jeg kan godt se intentionen bag den.