Filmkritik
Læsetid: 2 min.

Parforhold er en svær disciplin over tid, viser Paolo Genoveses ’Kærlighedens superhelte’

Paolo Genovese har med ’Kærlighedens superhelte’ lavet en let anretning til julens filmbuffet, som leger med tid, tegneserier og to menneskers parforhold
Det meste af tiden er ’Kærlighedens superhelte’ for meget af det lækre, selv om alvoren dukker op i glimt og i filmens slutning. Netop derfor kan man måske bruge den som uforpligtende krammefilm.

Det meste af tiden er ’Kærlighedens superhelte’ for meget af det lækre, selv om alvoren dukker op i glimt og i filmens slutning. Netop derfor kan man måske bruge den som uforpligtende krammefilm.

Fra filmen

Kultur
15. december 2022

Paolo Genoveses forrige film, Perfect Strangers fra 2016, havde et setup, som ville kunne skabe ravage til mange julefrokoster: Syv venner mødes til middag og bestemmer sig som en selskabsleg for at smide mobilerne på bordet og lade alle læse hinandens beskeder. Dermed kommer der lidt af hvert frem i lyset – en del af det om parforholdsproblemer, som Genoveses nye film nu graver videre i på en mere tumultarisk arena.

Frem for at holde sammen på tid og rum med mobilbeskederne som dramatisk katalysator, kaster Genoveses Kærlighedens superhelte sig ambitiøst ud i at blande mange livsfaser og steder, mens den skildrer forholdet mellem fysikeren Marco (Alessandro Borghi) og tegneserietegneren Anna (Jasmine Trinca) fra det første tilfældige møde i regnen til de mange senere år i deres relation. Det er meget af tiden både noget følelsesmæssigt og fortællemæssigt rod, men det er også charmerende på den der italienske måde, hvor man kan drømme sig lidt væk, mens de mange pæne mennesker bevæger sig rundt i pæne omgivelser i både Rom, Toscana, Lombardiet, Marrakech og sågar København.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her