Bogkritik
Læsetid: 7 min.

Noget kunne tyde på, at venstrepopulismen er nået til vejs ende

Chantal Mouffe var det seneste årtis vigtigste strateg på venstrefløjen. I dag har hendes ideer tabt fra Madrid til London. Ny bog af den belgiske tænker provokerer spørgsmålet: Var Mouffes venstrepopulisme nogensinde mere end smart politisk marketing?
I sin manglende evne til at gå selvkritisk til værks afslører den belgiske filosof og politolog Chantal Mouffe mellem linjerne de dybe mangler og uløste modsætninger, der altid har ligget indbygget i hendes politiske analyse

I sin manglende evne til at gå selvkritisk til værks afslører den belgiske filosof og politolog Chantal Mouffe mellem linjerne de dybe mangler og uløste modsætninger, der altid har ligget indbygget i hendes politiske analyse

Kristine Kiilerich

Kultur
16. december 2022

Det var det sidste årtis dominerende strategi på venstrefløjen. En bølge, der skyllede ind over Europa fra Sydamerika, og som endte med at sprænge dæmningerne hele vejen ind til regeringskontorerne. Næsten da. I 2018 sad Jeremy Corbyn på magten i det britiske Labour, Podemos var dagsordensættende i Spanien, og Jean-Luc Mélenchon var godt i gang med sin langsigtede plan om at nedlægge det franske socialistparti udefra. Selv i Guds eget land, USA, stod en gammel trotskist – Bernie Sanders – i visse målinger til måske at kunne sætte sig bag skrivebordet i Det Hvide Hus. Finanskrisen havde endelig båret sine røde frugter. I hvert fald til venstre for midten.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Mouffe og LaClaus diskursteorier var beregnet til at fylde i studerendes rapportskrivninger i universiteternes trygge skrivestuer. Ikke til at forandre verden. Imens Mouffe skriver videre, gennemlever vi andre endnu en kapitalismekrise, der skaber store vanskeligheder og lidelser for befolkninger i mange dele af verden . Og liberalister og socialdemokrater forsøger sig med nationale og spagfærdige internationale 'løsninger' der næppe rækker ud over hvad Mouffes diskurser ikke kan 'forklare.' Og selvom mange liberale og socialdemokratiske journalister, politiske intellektuelle og politikere fra den libertære venstrefløj går ind for 'innovative' keynesianske reaktioner, lover de europæiske og amerikanske eliter kun flere stramninger, trængsler, ulighed og ødelæggelse af hele biosfæren.
Žižek er ind imellem på vej mod et svar på socialismens og kommunismens hendøen: (1) en forpligtelse til en 'kommunisme uden undskyldninger' og (2) en påstået leninistisk opfattelse af 'det politiske parti' som den primære agent for (revolutionær) kommunisme. Hvordan det kan foldes ud kan bl.a. læses her:
Douzina, C.; Žižek, S. 2010. The Idea of Communism. London, New York: Verso

Susanne Kaspersen, Martin Hansen og Ib Gram-Jensen anbefalede denne kommentar

Grundproblemet med Laclau & Mouffes relativistiske, postmodernistiske diskursanalytiske tilgang er, at den, ud over at lide af den relativistiske grundskavank at være selvdementerende, ikke kan forklare noget som helst. De menneskelige subjekter reduceres til "subjektpositioner" i diskursive strukturer, menneskelig erfaring postuleres at afhænge af præcise diskursive mulighedsbetingelser (Hegemony and Socialist Strategy, p. 115) - og hvad forklarer så, hvordan og hvorfor diskurserne er skruet sammen, som de er? Kritikere som Ellen Meiksins Wood, Norman Geras og Nicos Mouzelis har forlængst pillet argumentationen i Hegemony and Socialist Strategy, inklusive dens marxismekritik, fra hinanden, men akademiske modestrømninger kan desværre være sejlivede over for argumenter.

Jan Henrik Wegener

Det lyder ikke særlig lovende.Hverken den ene "populistiske" vej eller, endnu mindre, videreførelsen af de langt mere end 139 års ideer og mere end 100 års handlinger.

Kirsten Klercke

Venstrepopulisme nej tak - for så vidt populisme overhovedet, for mit vedkommende!. Men hvad er politisk handling kunne jeg jo spørge fx mig selv, ret anfægtet? Man kan ikke underkende hvad det er for problemer Mouffe og Laclau behandler: Den generelle lammelse af mobiliseringen omkring en 'arbejderklasse' og socialistiske begreber i øvrigt, især da i europæisk sammenhæng, forskellen mellem 'bevægelser' og 'partier. Ikke som politisk strategi, men som analyse af hvad der over lange stræk dominerer politik - nemlig identifikationer, irrationelle forskydninger og for såvidt tom imaginaritet, ven-fjendemodstillinger. er det meget foruroligende. Således enhver form for henvendelse til folkelighed? Hvornår er den der ikke? Spørgsmålet har voldsomme historiske rødder: Hvorfor i alverden falder mennesker stik mod egne interesser for fx fascisme, som Gramsci spurgte eller kongerøgelse eller det første, det bedste mediestunt?. Ud fra begrænset læsning af Mouffe, foretrækker jeg klart Laclau, hvis "On Populist Reason" snart bliver oversat til dansk. Han har så sandelig chokerende præcise begreber for, hvad der skaber hegemoni - politisk-ideologisk dominans, 'diskurs' og det er ikke relativistisk, men konkretiseres historisk og samfundsmæssigt. Der er forskellige former for folkelighed - den behøver ikke at være 'etnisk' som vi ellers belastes med for tiden,Hvorfor er disse begreber værd at beskæftige sig med? Jo, for at kunne ruste sig mod netop fascisme og højrefløj - der hvad angår 'diskursen' indbefatter fx det danske socialdemokrati, som den overstående artikel netop illustrerer. Laclau kan virkelig noget dér - at han har forladt socialismen til min utilfredshed forhindrer ikke at hans analyse af hvad der sker i politik, 'folkelige bevægelser' i et såkaldt demokrati er et stærkt udgangspunkt for netop at bekæmpe højrepopulismen som en integreret del af såkaldt liberalt demokrati.

jon jacobsen, Susanne Kaspersen og Alexander Bak anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Enig i at Laclau er mere spændende end Mouffe, men begge har som udgangspunkt 'the structural undecidability of the social' (Derrida) og dekonstruktion som metode og - værst - empiri som 'tekst' ovenikøbet med citationstegn.
Alting flyder. Især for akademikere dybt forankret i al det postmoderne vås.