bogkritik
Læsetid: 2 min.

Duncan Wieses bog slår sig ned i ens sind med samme fysiske selvfølgelighed som et nyfødt barn

I ’Kirsebærplukkerne’ fremstår Duncan Wiese primært som dagliglivsbunden fortællende digter, men han får samtidig, og med raffinerede virkemidler, demonstreret et selvfølgeligt lyrisk talent
Den langsomme ro og stilfærdige omhu er Duncan Wieses stilistiske kendemærke.

Den langsomme ro og stilfærdige omhu er Duncan Wieses stilistiske kendemærke.

Asbjørn Sand

Kultur
5. januar 2023

Bliver man konservativ af at få børn? Sådan spørger 31-årige Duncan Wiese i sin nye digtsamling, der kredser om forældreskab og mere indirekte spørger, om ikke en mand, der bliver far, er nødt til blive en kvinde af en slags:

»hvem er jeg
der ikke kan amme
men hvis bryster
vokser med byrden
«?

Er mandebryster attrapper? Måske. Ikke desto mindre mærkes de i disse digte, som er sigende, typiske for en kønslabil tid, der også har affødt lignende værker af Nikolaj Zeuthen (for eksempel. Sommerferiedigte, 2021) og senere Victor Boy Lindholm (romanen En del af hjertet går ud af kroppen, 2022).

Jo, den nye, følsomme mand er sandelig ankommet til litteraturen. For som det så nuttet hedder hos den ømme Wiese:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her