Den narcissistiske psykopat lider af destruktivt og selvdestruktivt storhedsvanvid. På samme måde har menneskeheden sat sig op på en piedestal i det antropocentriske verdensbillede, hvor alting drejer sig om menneskets behov, mens resten af verden blot ses som ressource og affaldsdepot.
Sammenligningen er en af mange i Jens-André P. Herbeners nye bog Økokrati. En anden kalder menneskets kolonisering og udbytning af planeten den største massevoldtægt, der har fundet sted. Det er hårde ord. Men efter endt læsning tænker man, at det egentlig er ganske passende billeder på den måde, mennesket i stigende grad har gjort naturen og andre levende væsener til noget, der blot skal udnyttes for at tilfredsstille menneskets eget stigende og umættelige forbrug.
God anmeldelse af bogen. Den har det hele med (både bog og anmeldelse). Jeg vil kalde det en grundbog, og en strategi for klimabevægelsens fremtidige kurs. Det stilles tit spørgsmål om, hvad vi skal gøre. Sidste kapitel handler om et grønt, folkeligt oprør, så her kan man bare slå op og blive inspireret.
Hvordan vi får noget til at ske er vores opgave.
Det er som Niels-Simon Larsen skriver: en grundbog. Og hvilken? Man fristes til at svare: GrundbogEN. Tak, Herbener. Men netop derfor fortjener den at blive mangfoldiggjort i også en tilpas forkortet udgave, som Gud og navnlig hvermand orker at læse igennem på et par dage.
@Ejvind Larsen
Jeg har overvejet at skrive en bog om "Bæredygtighed", med fokus på at simplificere problematikken, og forklare den i et sprog som alle kan forstå. Jeg har også overvejet at tage ud og fortælle om det på skolerne.
Jeg tror bare ikke at nogen ville komme ret langt i bogen, før de blev så nedtrykte at de ville lægge den fra sig. Før man når frem til at fortælle om de løsninger vi ikke har, er man nødt til at beskrive problematikken så den forstås.
F.eks. har jeg bemærket at hvis jeg skriver om kommentar her om at det også er for galt med biomassen som "ikke var grøn alligevel", så anbefaler en del min kommentar.
Hvis jeg derimod spørger, hvad man vil gøre, når alle sulter og naboen kigger sultent på dit barn, så stopper debatten og anbefalingerne.
@Morten Balling Tak for din replik
Og dine kommentarer i det hele taget.
Hvor jeg dog forstår dig.
Er der ikke allerede skrevet tilstrækkeligt om det emne? I såvel korte som lange som dybt videnskabelige og simplificerende til at alle har adgang?
Der er nok ikke brug for endnu en af ligegyldigt hvilken slags. Vi skal hver især gribe i egen barm og selv være den forandring vi gerne vil se i verden.
Som Tolstoy sagde “Alle taler om at ændre verden, men ingen taler om at ændre sig selv”.
Her til morgen har jeg ligget i sengen og bl.a. læst i ugens udgave af Weekendavisen.
Her er et forsideemne nyheden om at restaurant Noma har annonceret sin lukning om 2 år. Det er fascinerende læsning, mår man som jeg er lidt engageret i vor antropologi, dvs hvem vi er som mennesker.
Noma er, som jeg ser det , et af mange udtryk for hvordan den ekstreme ulighed i adgang til penge udmønter sig i skabelsen af adfærdsformer (kultur) som kun er mulig på grund af denne ulighed. Der er en vis kritisk distance i kommentaren til Nomas nedtur. Ikke desto mindre handler en anden artikel, et par sider senere, om avisens Martin Kongstads rundrejse i Mexicos restaurantliv hvor priserne ligger på flere tusinde kroner for en menu.
I samme WA, for et par uger siden, foreslog en anden journalist, Søren Villemoes, at den nu aldrende (50-60) generation, eksemplificeret ved Casper Christensen, Mikael Berthelsen m.fl.) har været karakteriseret ved deres ironiske, postmoderne distance til tilværelsen.
Jeg vil mene, at i fremtiden vil man kunne betragte hele vor livsform i den rige del af verden, som udtryk for en tragisk ironi. Hvad tænkte de på da de rejste jorden rundt flere gange om året? Da de byggede huse 2-300 m høje ? Da de tilbragte størstedelen af deres fritid ved omkostningstunge forlystelser, koncerter etc.? Da de drak vin til flere tusinde kroner ? Spiste for beløb der oversteg almindelige menneskers måneds- eller årsløn? De kan ikke have ment det, det må have været et galgenhumoristisk udtryk for angst og usikkerhed i forhold til den situation vi nu (år 2400-2500) befinder os i - sådan tror jeg mennesker kan tænke om nogle hundrede år.