Denne artikel er delt af Torben CAROC

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Torben vil gerne give dig mulighed for at læse den.

bogkritik
Læsetid: 7 min.

Fransk forfatter: Den sociale kamp og klimakampen er den samme kamp

Den franske geograf Christophe Guilluy skriver i ny bog om det nye borgerskabs sande status som den egentlig magtfulde klasse, der for egen vindings skyld opretholder en samfundsmodel, der er skyld i ikke bare den voldsomme sociale krise, men også den klimakrise, de prætenderer at kæmpe mod
Den franske fagbevægelses afbud til den rød-grønne klimamarch sidste efterår viser, at tilliden til, at byernes middelklasse kan og vil gøre noget for de 60 procent af franskmændene, som globaliseringen har koblet af, er væk, skriver Christophe Guilluy.

Den franske fagbevægelses afbud til den rød-grønne klimamarch sidste efterår viser, at tilliden til, at byernes middelklasse kan og vil gøre noget for de 60 procent af franskmændene, som globaliseringen har koblet af, er væk, skriver Christophe Guilluy.

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Kultur
13. januar 2023

Da koalitionen af de grønne partier og venstrefløjspartierne i Frankrig den 16. oktober sidste år arrangerede en march i landets største byer mod de stigende priser og klimaforandringerne, var budskabet klart. Den sociale kamp og klimakampen er den samme kamp.

Derfor kunne afbuddet fra fagforeningerne, der meldte fra med beskeden om, at de foretrak, at man samledes om strejkerne ude i landet, tæt på de mennesker, der var ramt, ses som en protest mod dette og som en forlængelse af De Gule Vestes oprør, der satte den sociale kamp over klimakampen.

Den franske geograf Christophe Guilluy har et andet bud.

I hans nye bog Les Dépossédés (De fordrevne), er afbuddet snarere et udtryk for, at størstedelen af den franske befolkning har mistet tilliden til, at politikerne og borgerskabet i byerne er garanter for reel handling. Og det uanset, om det handler om klima eller social ulighed.

De Perifere og De Fordrevne

Emnet er ikke nyt for Guilluy. De sidste 20 år har han beskæftiget sig med de 60 procent af den franske befolkning, han kalder ’Det perifere Frankrig’.

Siden 1980’erne har globaliseringen favoriseret storbyerne på bekostning af landområderne og provinsen. Den almindelige arbejder er blevet økonomisk koblet af resten af Frankrig, hvilket har ført til geografisk isolation. Samtidig er storbyen, som før var en smeltedigel af forskellige klasser og interesser, nu næsten udelukkende beboet af et nyt borgerskab, der udgør en værdimæssig og økonomisk homogen og velstillet gruppe.

Da dette nye liberale borgerskab vendte sig mod verden, vendte det samtidigt ryggen mod en stor del af sine egne medborgere. Konsekvenserne af det har man kunne se de sidste 20 år, hvor de traditionelle partier dels er blevet erstattet af nye populistiske stemmer, dels af borgere, som helt har sluppet forbindelsen til den politiske verden. Senest med De gule Vestes oprør.

Det borgerskab, der gennem de sidste 40 år har skabt Det perifere Frankrig ved at isolere det, er ifølge Guilluy nu gået skridtet videre ved at udvide presset til også at være geografisk.

De 60 procent, der før var De Perifere, er ved at blive De Fordrevne.

Det nye borgerskab

Det nye borgerskab, der er et produkt af globaliseringen, skiller sig ud fra det gamle ved ikke at ville vedkende sig sin egen magt, men i stedet iklæde sig venstreorienterede paroler. Det ser sig selv som inkluderende. Det taler om klimabevidsthed, kulturmøder, minoriteter. Og det kæmper for tolerance, åbenhed, lighed og det gode liv uden stress. Alt imens det over for de nederste 60 procent af befolkningen dels praktiserer de modsatte værdier, dels presser dem væk fra det værdige liv, de selv kæmper for at leve.

Strukturen er reel, men svær at modarbejde, fordi borgerskabets selvfortælling ikke handler om magt.

Når det nye borgerskab anskaffer sig sommerhuse i naturskønne, men billige omgivelser og presser priserne, taler de om at bringe vækst ud til randområderne. De lukker belejligt øjnene for, at de fordriver den lokale befolkning, der har boet der i generationer, og at de dermed er skyld i ikke bare en materiel fallit, men også en eksistentiel og identitetsmæssig fallit.

Guilluy sammenligner det nye borgerskabs syn på sine medborgere med betonkommunismens menneskesyn, hvor mad, tag over hovedet og et vist mål af underholdning var alt, der skulle til for at leve et tilfredsstillende liv. Paradokset er, at borgerskabet selv er ekstremt optaget af identitet og eksistentiel mening som det grundlæggende i tilværelsen.

Den bekvemme fortælling om de andre

For at sløre de reelle konsekvenser og sin egen rolle har det nye borgerskab skabt en historie om, hvordan det perifere Frankrig er blottet for værdier, der er værd at bevare. De er enten nogle stakler, eller arnestedet for alt, der er ondt. Fortællingen er uanset den samme:

De 60 procent er styret af frygt og fremmedhad, når de stemmer på højrenationale populister. De er antiwoke og derfor imod fremskridtet. De er reaktionære og tænker kun på at forbruge. De er alkoholikere. De lukker sig om sig selv. De har ingen selvfortælling og identitet.

Men borgerskabet glemmer, at de selv er lige så bange for at miste deres privilegier og identitet. At de aldrig blander sig med immigranter, der ikke allerede er integrerede. At fremskridtet – også – handler om sociale strukturer. At det kun er borgerskabet selv, der har vundet ved globaliseringen. At de med fastholdelsen af deres privilegier bidrager til at opretholde en struktur, der bygger på forbrug. At de selv har et enormt forbrug af alkohol. At de dyrker individet på bekostning af fællesskabet – selv i litteraturen har man ofret den store fortælling til fordel for autofiktion, og gerne autofiktion, der handler om, hvordan et menneske fra det perifere Frankrig er brudt ud.

At de for egen vindings skyld har tilintetgjort det perifere Frankrigs identitet og værdier, ved simpelthen at lade, som om de ikke eksisterede.

Som kronen på værket gør det nye borgerskab den superrige ene procent af verdens befolkning til det eneste fjendebillede, og skaber derved en falsk offerfortælling om sig selv.

Borgerskabets fortælling lægger et røgslør ud over det, der er det virkelige problem – at når sammenhængskraften i det franske samfund er forsvundet, er det borgerskabet selv som gruppe, der er ansvarlige.

»Vi vil eksistere«

Når der tales om, at Frankrig er i krise, er det altså ifølge Guilluy hverken islam eller den kapitale supermagt Kinas skyld. Det er Frankrig selv, der bærer skylden. Når du fratager 60 procent af en befolkning dens identitet og isolerer den fra resten af nationen, så er der ikke længere noget samlet samfund. Og sådan en nation er naturligvis skrøbelig over for at blive overtaget af både en anden kulturel identitet og af en stærkere økonomi.

Man har givet køb på nationen, for at en lille del af befolkningen kortvarigt har kunne nyde i overflod.

Da en journalist under De Gule Vestes oprør spurgte en af demonstranterne, hvad de ønskede, svarede han meget sigende: »Vi vil eksistere«.

Guilluy understreger, at der ikke er nogen bevidst ondskabsfuld afsender på de strukturer, der er med til at fordrive 60 procent af befolkningen. Men så længe vi holder fast i den falske fortælling, der fritager borgerskabet for ansvar, kommer vi ifølge ham ikke videre.

Guilluys løsning, som han mener allerede at se tegn på, er at glemme ideologierne til fordel for en pragmatisk tilgang til en kompleks virkelighed. En tilgang, hvor vi kan tale om for eksempel nationalisme og protektionisme, uden at det bliver redskaber til udskamning, der får ethvert tilløb til reel handling til at sande til. Hvor der er en naturlig forståelse af, at et lands sande ressource er dets borgere.

Guilluy er besynderlig tavs om, hvordan det borgerskab, han har fremstillet som ekstremt uvillige til at opgive egne privilegier, vil reagere på, at de 60 procent vil generobrer det tabte terræn. Og han virker blind for, at det han kalder pragmatisme og naturlig udvikling, for andre vil være ren ideologi.

Men accepterer man Guilluys analyse, behøver han måske slet ikke forsvare sig yderligere. For Guilluy er klimakrisen og den sociale krise to sider af samme sag. Begge er de resultater af en kapitalisme og liberalisme, der i globaliseringens navn er løbet løbsk. Hvis ikke vi som samfund og klode skal bryde sammen, er den eneste løsning at gå bort fra denne samfundsmodel. Det er enten det nuværende system eller os, der må dø. Og der mener Guilluy, at selv borgerskabet vil være pragmatiske og vælge overlevelsen.

Den gode samvittighed fremfor reelle ændringer

At koble den sociale kamp sammen med klimakampen, som man gjorde det i den nationale march i oktober, er altså ifølge Guilluy det eneste rigtige.

Problemet er, at borgerskabet behandler begge kriser på præcis samme hykleriske vis. Klimakampen er nemlig gennemsyret af strukturen fra den sociale kamp, mener Guilluy. Selvfortællingen om den gode og den onde, der dels tjener til at rense samvittigheden for eget ansvar og skyld og dels er et røgslør, der dækker over, at man ikke tager sig af den virkelig kamp, går igen.

For Guilluy er klimakampen blevet en kamp, der handler om adfærd og samvittighed og ikke om strukturelle ændringer og løsninger. Når man klimamærker i forhold til CO2 og økologi, handler det ifølge Guilluy om en adfærdsregulering, der måske nok kan tjene til at forstærke egen selvfortælling og rense samvittigheden, men som samtidig opretholder problemets rod – den liberale, kapitalistiske og globalistiske samfundsmodel.

Ingen klimaløsning uden social bevidsthed

Guilluy foreslår, at ligesom man har mærkningsordninger for klima, også laver markeringer for den sociale belastning af handlinger og varer. Og her mener Guilluy ikke de umiddelbart lette og åbenlyse løsninger som for eksempel at undgå varer fra sweatshops.

I stedet foreslår han mærkninger, der blotlægger virkningerne af borgerskabets mere usynlige privilegier: anskaffe sig et sommerhus i et lavprisområde. Indgå i Airbnb-økonomien (for eksempel ved at udleje selvsamme sommerhus). Sende sit barn i privatskole. Stemme på et parti, der ikke vil beskytte arbejdspladser mod udflytning. Guilluy gætter dog på, at viljen fra borgerskabets side vil være lille. En sådan mærkning ville nemlig pege pilen mod de privilegier, de i ly af klimakrisens kamp om den gode samvittighed har nydt.

Det ville blotlægge det nye borgerskabs sande status som den egentlig magtfulde klasse, der for egen vindings skyld opretholder en samfundsmodel, der er skyld i ikke bare den voldsomme sociale krise, men også den klimakrise, de prætenderer at kæmpe mod.

Christophe Guilluy: ’Les Dépossédés’. Flammarion. 204 sider. 19 euro.

Torben CAROC læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail
Steffen Gliese

Det er jo ikke engang kontroversielt. Det er vel den analyse, vi alle ligesom ser udfolde sig for vore øjne.

Jesper Johannsen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kristiansen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Jesper Johannsen

Kapitalismen er klimakrisens Fader og kapitalismen er fattigdoms Moder.