Jeg deler fødselsår (1963), køn, verdensdel, rollen som søn, fraskilt mand, far til flere børn og derfor også bunkevis af erfaringer med norske Geir Gulliksen. Jeg kender godt manden, dvs. »de kulturelle billeder« af hankønnet, som hans 15 korte essays handler om, fra mig selv og til hudløshed. Det er mandebillederne »fra 1950’erne«, som han og jeg og vores generation er opvokset med og i forskelligt omfang har overtaget og internaliseret eller forsøgt at omskabe eller ligefrem at uddrive og flygte fra.
»Den typiske mand.«
Den mand – den typiske mand – er hos Gulliksen manden, der holder af at høre sig selv tale og helst taler til sine kønsfæller. Det er manden, der ikke vil overlade rattet til kvinden og ikke kunne drømme om at »gå ud i regnen med en rød paraply«. Det er manden, der muligvis ser ud til »at hvile trygt i sig selv«, men som »i hemmelighed bærer på en dyb uro«, og hvis »hele tilværelse« ville falde sammen, »hvis noget i ham bliver opfattet som kvindeligt, pigeagtigt, feminint eller bare for følsomt«.
Jeg ved ikke... måske tager anmelderen bare denne bog for bogstaveligt? Jeg fornemmer en lethed, en humor, en satirisk kant, som man helt sikkert kan læse hen over. - Men jeg må læse den selv, der er for meget, der skinner igennem, som ligner egne udprægede erfaringer og deraf afledte holdninger, og jeg er året yngre end Gulliksen.
Hvorfor skal man ikke tage bogen, og dens angivelige mandehad bogstaveligt? Hvis noget kan tolkes som kvindehad bliver det altid taget fuldstændigt bogstaveligt, og det er absolut aldrig nogen undskyldning, hvis der er tale om humor.