Der er en udtalt tendens til at sætte marked lig kapitalisme og til – blandt tilhængere og modstandere – at se det frie marked som en realitet, der enten kan og skal skabes (tilhængerne), eller som allerede findes og dominerer (modstanderne). Hvad begge parter ofte synes at overse, er, at der fandtes markeder – i flertal – også før kapitalismen, at der fortsat er en lang række ikke-kapitalistiske eller i hvert fald ufrie markeder i kapitalismen, for eksempel markedet for CO2-kvoter eller radiolicenser, og at hele ideen om det frie marked er en illusion.
Ethvert marked lige fra det middelalderlige landsbymarked til markedet for Bitcoin er gennemreguleret. Der er love, standarder, reguleringer, institutioner etc., der både skaber markedet og sætter rammer og begrænsninger for det. Det frie marked er en våd fantasi for nogle, et realiseret mareridt for andre, men mere end en mulig realitet er det en idé. Og det frie markeds idéhistorie har Jacob Soll skrevet.
Hvis det frie marked, og den usynlige hånd, virkeligt havde eksisteret, var næsten samtlige banker osv, gået under I finanskrisen 2008. Det havde måske været meget godt, set i bakspejlet. Men det der skete, var jo, at de ellers så ultra liberitære banker osv, påkaldte sig samfundets, skatteydernes, staternes penge, under påskud af at holde samfundet i gang, og undgå en ekstrem nedtur. Too big to fail.....Selvom problemerne de havde, var helt selvforskyldte, altså grådighed. Men det er jo faktisk plan økonomi ( som burde være enhver ægte liberalists værste mareridt) ? Men det illustrerer, at kapitalismen er ligeglad med ideologi og alt andet, så længe den overlever. Det er jo nemt og profitabelt at være ultra liberal, når man ved at samfundet holder hånden under en, når det bliver for sindsygt, og går helt galt. Desværre fandt hele den selvransagelse, der burde have været obligatorisk aldrig sted, derfor er vi desværre på vej ned af den samme vej nu.
Og vil man vide lidt mere om Cicero, dennes holdninger, intrigante og luksuriøse livsførelse og indædte kamp mod sociale forbedringer for de underprivilegerede i det romerske samfund, kan Gustav Bangs bog "Catilina" fra 1902 varmt anbefales.
Dengang blev der eksempelvis forgæves udstedt love mod ekstremt overdådige gæstebud blandt de "adelige jordejere, der levede fredeligt sammen i moralske liv under republikkens love", som bemærket i artiklen.
Cicero beklager sig i et bevaret brev over, at han en halv snes dage igennem har ligget med heftig diarre efter et sådant gæstebud.
Menuen fra måltidet er bevaret og bestod af følgende forretter:
Søpindsvin
Friske østers ad libitum
Kæmpemuslinger
Hornmuslinger
Kramsfugle med asparges
Fed høne
Postejer med østers og kæmpemuslinger
Sorte muslinger
Hvide muslinger
Endnu en gang hornmuslinger
Glykymarinmuslinger
Nældemuslinger
Figendrosler
Rådyrkoteletter
Vildsvinekoteletter
Indbagte høns
Figendrosler
2 art purpurmuslinger
Alt dette efterfulgtes af det egentlige måltid:
Vildsvinebryst
Vildsvinehoved
Fiskepostej
Vildsvinepostej
Ænder
Kogte krikænder
Harer
Stegte høns
Bagværk
Picentiske kager
Jo, grådigheden kendte heller ikke synderlige begrænsninger for de privilegerede dengang.
Her til morgen har jeg ligget i sengen og bl.a. læst i ugens udgave af Weekendavisen.
Her er et forsideemne nyheden om at restaurant Noma har annonceret sin lukning om 2 år. Det er fascinerende læsning, mår man som jeg er lidt engageret i vor antropologi, dvs hvem vi er som mennesker.
Noma er, som jeg ser det , et af mange udtryk for hvordan den ekstreme ulighed i adgang til penge udmønter sig i skabelsen af adfærdsformer (kultur) som kun er mulig på grund af denne ulighed. Der er en vis kritisk distance i kommentaren til Nomas nedtur. Ikke desto mindre handler en anden artikel, et par sider senere, om avisens Martin Kongstads rundrejse i Mexicos restaurantliv hvor priserne ligger på flere tusinde kroner for en menu.
I samme WA, for et par uger siden, foreslog en anden journalist, Søren Villemoes, at den nu aldrende (50-60) generation, eksemplificeret ved Casper Christensen, Mikael Berthelsen m.fl.) har været karakteriseret ved deres ironiske, postmoderne distance til tilværelsen.
Jeg vil mene, at i fremtiden vil man kunne betragte hele vor livsform i den rige del af verden, som udtryk for en tragisk ironi. Hvad tænkte de på da de rejste jorden rundt flere gange om året? Da de byggede huse 2-300 m høje ? Da de tilbragte størstedelen af deres fritid ved omkostningstunge forlystelser, koncerter etc.? Da de drak vin til flere tusinde kroner ? Spiste for beløb der oversteg almindelige menneskers måneds- eller årsløn? De kan ikke have ment det, det må have været et galgenhumoristisk udtryk for angst og usikkerhed i forhold til den situation vi nu (år 2400-2500) befinder os i - sådan tror jeg mennesker kan tænke om nogle hundrede år.