Jo mere modbydeligt folk opfører sig over for hinanden i Farlige forbindelser, desto mere veloplagt virker Staffan Valdemar Holms iscenesættelse. Jo mere grusomt beregnende og manipulerende, desto mere frisat virker personerne. Jo flere forførelser, desto flere gange skifter de modetøj og designersko.
Følelsesløsheden viser sig også i Bente Lykke Møllers underdrevne scenografi, der egentlig blot er et gardin og nogle siddepuder i en stiliseret modebutik med overdrevne haute couture-kreationer. Dramaets figurer er de kunder, der ikke kan leve uden en ny kjole fra MaxMara eller en ny taske fra Mulberry, og som egentlig ikke bruger livet på andet end at shoppe modetøj – og shoppe sex. Forklædt som erotiske erobringer i lidenskabsløse strategier for behovstilfredsstillelse.
Spørgsmålet er vel med hvilken nødvendighed stykket har fundet vej til nationalscenens repertoire. Jeg kunne have lyst til at fremhæve en passage i AMC's fine anmeldelse: "Egentlig er Farlige forbindelser et temmelig tyndt og konstrueret stykke – med historisk leflen for aristokratiets selvskabte magtproblemer og dets materielle og menneskelige overforbrug. Det er dermed også et ret ufarligt valg " Og med megen uengagerende distancerende dialog om forhold uden for den aktuelle scene