Urkraften hos kvinderne på teaterscenerne er overvældende. For kvinderne er vrede. De er også stærke. Og så trækker de urmyterne frem som deres stærkeste inspiration – og som den mest sandsynlige forklaring på, hvorfor kvinden stadig skal kæmpe for sin ret til at blive behandlet på lige fod med mændene. Både her i vores nordiske smørhul og de fleste andre steder i verden.
Sidste uges tre kvindeteaterforestillinger i København er i hvert fald enige om at præsentere kvindens position som både stærk og sårbar på samme tid: Den anden arabiske kvinde på Blaagaard Teater, Lilith hos Livingstones Kabinet på Bådteatret, og Sila hos Aviaja Dance og Dansehallerne på Dansekapellet. Skabt for både kvindelige og mandlige tilskuere uanset kulturel og etnisk baggrund. Som internationalt interessante skildringer af kvindesyn og kvindeliv i Danmark og Norden netop nu.
Den anden arabiske kvinde på Blaagaard Teater er skrevet af den debuterende dramatiker Hanin Georgis, der også selv står på scenen som skuespiller i sin egen selvbiografiske monolog. Hun er født i Algeriet som datter af irakiske forældre på flugt, men familien nåede frem til Danmark, der er blevet til hendes fædreland. Hele teksten og iscenesættelsen handler dog om, at Hanin Georgis har følt sig set ned på. I stedet for at være stolt af sit lange, krøllede, mørke hår, har hun drømt om at ligne os, der går omkring som leverpostejfarvede blondiner. Og så videre.
Autofiktivt teatermanifest
Hanin Georgis skriver heftigt og godt – med dagbogens oprigtighed og detaljens styrke. Dramaturgisk set måtte teksten dog godt have mødt en epilator. Ikke mindst de bastante ’se bare hvad jeg tør skrive om-sexreplikker’ og ’se bare hvor fantastisk min irakiske kultur er-replikker’. Dramaturgen Sosha Teperowska har i hvert fald valgt at stryge teksten med hårene.
Hanin Georgis frisætter sig selv mellem højttalere i monologen ’Den anden arabiske kvinde’ på Blaagaard Teater.
Men Hanin Georgis er en modig skuespiller. Hendes erfarne kollega, den dansk-tyrkiske skuespiller Özlem Saglanmak, debuterer her som teaterinstruktør, og de udgør et godt match. Özlem Saglanmak har en fysisk kontanthed i sit sceneudtryk, som hun har overført til Hanin Georgis’ spil i Mai Katsumes symbolske scenografi af nedfaldende højttalere. For en dansk tilskuer med et slægtstræ tilbage til Gorm den Gamle eller nok nærmere Tyra virker de mange chikanehistorier yderst heftige og øjenåbnende. For hvis det vitterlig er så svært at færdes på de danske gader en almindelig hverdag, når man er ikkevikingeagtig af udseende, så er det godt nok krænkelsesrisikabelt. For nu at sige det diplomatisk.
Den anden arabiske kvinde er en højtråbende teaterforestilling, der er parat til at møde et ungt publikum, der har brug for at kunne spejle sig i dens repræsentation. Den er også hyldest til mellemøstlige heltinder som Sheherazade fra 1001 nats eventyr, hvis konge valgte ikke at voldtage hende og ikke at dræbe hende, fordi hun var så skøn en fortæller. Som en replik lyder: »Sheherazade brugte sit liv på at adfærdsstyre en psykopat.« Udtalt med nutidig undren.
Den anden arabiske kvinde er i hvert fald et stærkt bud på et feministisk teatermanifest om, at kvinder skal have ordet for selv at kunne fortælle deres egen historie – og for at kunne ændre den. Forestillingens flotteste æstetiske kontrast ligger i nogle røntgenagtige billeder af historiske kvindeskikkelser projiceret op som søjleskikkelser på væggen. Med verdens første kvinde ’Lilith’ som idealet.
Hun vil ligge ovenpå
Lilith er også hovedpersonen i den forrygende og underfundige kabaret Lilith på Bådteatret hos Livingstones Kabinet. Lilith er i hvert fald blevet en fængende musikalsk forestilling om styrken hos den urkvinde, som Gud skabte ud af noget dynd, så Adam kunne få en kvindekrop at avle på. Indtil altså at Adam blev vred, og Gud blev vred, og Lilith løb rasende væk – og Gud skabte Eva til Adam i stedet for.
Det er instruktøren Nina Kareis og komponisten Pete Livingstone, der sammen har skabt denne uimodståelige forestilling om Liliths styrke og Adams svaghed. »This is a Man’s World,« synger Pete Livingstone med blinkende charmeøjne og klangfuld forførerstemme over sit renæssancelook med fipskæg, kalvekrøs og høje hæle. Og de to, hvidklædte kvindelige Lilith-efterkommere svarer igen med store, velvillige kvindesmil under sammenmalede øjenbryn.
Deres højhælede sko står fast, når de med nøgne ben spreder lårene og bevæger sig op og ned i besværgende sexbevægelser – lokkende og mekaniske på samme tid i Adelaide Bentzons præcise og syrede koreografi. Deres hænder bevæger sig samtidig symbolsk i dukkekoreografier med pegebevægelser, der viser Adams dilemma: Han vil ligge ovenpå, men det vil Lilith også …
Amia Miang sender fortrolige blikke ud mod publikum, mens hun samtidig spiller på xylofon med en humor, som gjaldt det livet. Og Kristina Sørensen Ougaard spidser læberne og udtrykker sin taknemmelighed over for Pete Livingstone som mandlig forfatter, fordi han endelig sætter hende fri ved at beskrive hendes liv som kvinde …
For ironien driver ned ad bådteatrets vægge. Scenografen Dorte Holbæk har indrettet det fortættede rum med en humor, der leger med blinkende lys og talløse kostumeskift. Langs væggene hænger de næste attributter: hvide hestehaler til at påmontere både på hoved og på balder – som skønne match til de hvide kniplingeduske, der gemmer sig bag buksernes lynlåse. Kostumedesignet er en subtil og komplet Lilith-fortolkning i sig selv. Tilsat en overraskende, hjemmehæklet reference til Pussy Riot, der giver et sus gennem publikum. I Liliths verden findes frygten ikke.
Masser af følelser
Det er i selskab med Sheherazade og Lilith, at ’Havets moder’ er svømmet ind i teaterrepertoiret denne uge. Danseforestillingen Sila tager udgangspunkt i den grønlandske myte om ’Havets moder’ – Sassuma Arnaa. Det er efter sigende en myte om havkvinden, der gemmer alle fangstdyrene i sit hår nede på bunden af havet, hvis menneskene oppe på jorden ikke har opført sig ordentligt. Og så skal den modige mand rejse ned til hende …
Den dansk-grønlandske danser og koreograf Sarah Aviaja Hammeken har her skabt en sansevækkende forestilling for sit kompagni Aviaja Dance – fyldt med kvindestyrke og nænsomhed. Hendes koreografi er bølgende og organisk, så danserne bevæger sig rundt i havfarvet, gråt tøj foran et enormt fiskenet, der lyser op på bagvæggen som et grønt grottemønster af lys og skygge.
Fiskenettet skaber en elegant visuel transformation i den kraftfulde danseforestilling ’Sila’ af Aviaja Dance.
Her er ingen udpenslede forklaringer om mytens plot, for Sila er en kropslig følelsesfortolkning af myten. Til gengæld fremprovokerer dansen både stærkt og inderligt alverdens følelser hos tilskueren: Følelser af at være bange, at være fanget, at forsøge at klatre op og væk – og at ville overleve …
De tre kvindelige dansere har alle sammen langt hår. Amanda Rubio Sanchez har to lange fletninger og bomstærke ben, der kan løfte de andre kvinder så let og blødt som ingenting. Marta Greco skubber sine led ud i mærkelige positioner, nærmest som en havmarionet, der lader bølgerne skubbe albuer og knæ ud i sære vinkler under en enkelt fletning. Og Sarah Aviaja Hammeken selv har en styrkekrop, hvor alene hendes muskeltoning omkring skuldrene lyser mystisk op gennem havlyset, mens hendes hestehale filtrer sig ind i fiskenettet. Det ser ud, som om hendes bevægelser mest begynder inde bag hofterne – som om armene selv finder ud af at glide op over ansigtet, hvorefter kroppen drejer rundt i strømhvirvler af energi.
Sarah Aviaja Hammekens dansesprog er solidt baseret på moderne dans, men den har også spændende glimt af breakdance og electric boogie – tilsat en traditionel dansefatning undervejs: næsten som om havets moder også ville være parat til at kaste sig ud i en lidenskabelig tango på havets bund. Alt sammen til en interessant og dansant musik af Gerth Lyberth, der blander dystre akkorder med bølgeskvulp og lysende toner, der bryder op gennem havoverfladen.
Undervejs flår disse tre stærke kvinder i det grøntlysende fiskenet, så det visuelt skaber en vild, visuelle transformation. Fiskenettet forvandler sig også til det lange hår, hvor havets moder gemmer alle fangstdyrene. Men det skaber også den eventyrbarske forhindringstunnel, som kræver den stærkeste klatring. Og fiskenettet drejes og svirpes, så det danner formen af halen på en enorm fisk eller hval. Lige før den dykker – og måske suger mennesket med sig.
Med andre ord: Man skal tage sig i agt for urkvinderne på teaterscenerne lige nu. De har hentet kraften til deres forestillinger flere tusind år tilbage i historien og dybt på bunden af havet. Og de forfører med både ord og kroppe – og stædig skønhed og kvindelist.
’Den anden arabiske kvinde’. Tekst: Hanin Georgis. Instruktion: Özlem Saglanmak. Scenografi: Mai Katsume. Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel. Lyddesign: Nanna-Karina Schleimann. Dramaturg: Sosha Teperowska. Blaagaard Teater på Nørrebrogade. Til 11. februar 2023.
’Lilith’. Tekster: Kareis & Livingstone, Biblen m.fl. Instruktion: Nina Kareis. Musik: Pete Livingstone. Koreografi: Adelaide Bentzon. Scenografi: Dorte Holbek. Lysdesign: Magnus Hjortlund. Lyddesign: Rasmus Månsson. Livingstones Kabinet på Bådteatret. Til 11. februar 2023.
’Sila’. Koreografi: Sarah Aviaja Hammeken. Musik: Gerth Lyberth. Kostumer: Alessia Romanazzi. Lysdesign: Brian Cord’homme. Aviaja Dance og Dansehallerne i Dansekapellet. Til 29. januar 2023 samt turné.
Wow!