Langsomheden hersker i The Mirror Project. Langsomme bevægelser i et rum med langsomme skift i lys og lyd – og stilhed for resten. Det er den nye danseæstetik.
Der var ellers engang, hvor dansekunstnere skabte koreografi med bevægelser, som netop kun menneskekroppen kan præstere: Viljestyrede bevægelser. Kontrollerede balancer og piruetter tilsat strakte linjer og kantede bevægelser – med trumf i form af synkrone bevægelser for mange kroppe på samme tid. Indøvet med disciplin og stolthed over at besejre naturens organiske udtryk: Dans som æstetisk valg.
Sådan er det fortsat inden for den klassiske ballet og det moderne danseteater. Men den nye dans går andre veje. Danseforestillingen The Mirror Project af koreografen Antoinette Helbing er et godt eksempel. Her bevæger to dansere – en mand og en kvinde – sig rundt, som om de var amøber. Eller orme. Eller plankton, der svupper rundt i vand.
