Nu hvor X Factor – for Blachman ved hvilken gang – atter kører i flimmeren, må det være tilladt med en betragtning, skønt albumaktuelle Lukas Graham ikke har noget med programmet at gøre. Til gengæld er Lukas Forchhammer (som egentlig er forsanger i bandet Lukas Graham, selv om pladeselskabet i stigende grad også bruger Graham som kunstnernavn for Forchhammer selv) en ægte dansk stjerne, skønt en lidt usandsynlig én af slagsen. Men er det ikke netop en særlig type i X Factor-persongalleriet? Sådan én, der kommer lidt kejtet ind på scenen og bestemt ikke ligner den klassiske popstjerne, men tager fusen på dommerne, når vedkommende åbner munden og afslører en gylden røst, for derefter også at erobre publikums hjerter?
I den forstand har Lukas Graham x-faktor. For selv om de fleste herhjemme vel kunne anerkende, at Forchhammer besad en stærk soulstemme, da han brød igennem med debutalbummet i 2012, og selv om bandet Lukas Graham også bakkede denne stemme op med kompetente og swingende numre, så var der ikke ligefrem noget, der tydede på, at dette skulle blive en af de største internationale succeser fra en dansk kunstner i mands minde.