Billedet af Astrid Elbo bliver siddende på nethinden: Ballerinakroppen, der kan dreje perfekte svanesøpiruetter, men som ender med at stå med rystende vuggearme, som om hun holder det barn, hun ikke har.
For hun kan ikke blive gravid. Uanset hvor mange gange Sebastian Kloborg kaster sig kærligt over hende i rollen som hendes kæreste – og uanset hvor mange gange hun lægger sig på gynækologens skrå leje og spreder benene i balletperfekt og næsten uhyggelig splitposition. Hun bliver bare ikke gravid. I hvert fald ikke førend hun tager andre midler i brug.
Det er den ufrivillige barnløshed, der er temaet for danseforestillingen I AM GOLD på Betty Nansen Teatret. Titlen leger dermed effektivt med dobbeltbetydningen af guld/gold og forskellen mellem kvinden som selvsikker og feteret kunstner og kvinden som selvdestruktivt og ikkefrugtbart menneske.