En af de mest bemærkelsesværdige klassiske udgivelser i 2022 var Johannes Brahms’ fire symfonier på plademærket Naxos med Danmarks Underholdningsorkester og Ádám Fischer. Bemærkelsesværdig, fordi Fischer i høj grad udfordrer vores vante forestillinger om klang, tempo, rytme og frasering i disse værker, som kan kaldes symfoniorkestrets daglige vand og brød.
I serien ’Rundt om en klassiker’ ser vi denne gang på Brahms’ Symfoni nr. 3, og derfor ligger det lige for at sætte Ádám Fischer og det danske kammerorkester i centrum og holde dem op mod fem andre tolkninger. Alle album kan streames på Spotify, så læseren opfordres til at lytte med og danne sin egen mening om Fischers i forhold til andre nye og tidligere epokers bud på Brahms.
Den tredje symfoni står frem i sin egen tilgang til den symfoniske proces, komponeret hen over fire sommermåneder i 1883. Den er den korteste af de fire, og hver sats slutter tyst. Den indeholder subtilt varieret rytmik, markante udtrykskontraster og avancerede harmonier, men frem for alt hersker tvetydigheden.
Man kan finde den på streamingtjenesterne under "Danish Chamber Orchestra."
Ja, og man også læse hele artiklen... ;)
Tak til Valdemar Lønsted for denne gennemgang af indspilninger. Min oplevelse af Danmarks Underholdningsorkesters og Ádám Fischers fortolkning modsvarer en tilsvarende "anderledes" opførelse af Carl Nielsens femte symfoni, som DR P2 sendte for en uge siden onsdag den 4. januar. Orkestret var Den tyske radios Filharmoniske Orkester dirigeret af Pietari Inkenen . Jeg kom ind i programmet et lille stykke ind i 1. sats og troede først at høre en ny instrumentering af værket. Indtil det gik op for mig, at det var en opførelse med et helt andet "lys" på orkestret med langt stærkere vægt på blæserne. Ligesom i den her omhandlede udførelse af Brahms' 3. symfoni.