’Exofiktion’ er vist det, man kan kalde en bølge inden for dansk litteratur i disse år. Den har sikret os prisvindende romaner om Ida Hammershøi, Claude Cahun og Kristian Zahrtmann og fornyet romangenren herhjemme, men den er ikke uden etiske faldgruber.
At digte videre på et levet liv kan nogle gange virke, som om forfatteren bare ikke orker besværet med research. Andre gange står det tydeligt frem, at forfatterens tilføjelser åbner for en ny forståelse af et menneske. Ikke en, der er mere sand, men en, der transcenderer sandheden om det enkelte menneske og kaster blikket tilbage på læseren.