I banken ligger tyve millioner,
i Sørens lommer ligger ikke én.
Der ligger kun en fløjte uden toner, en bukseknap og fire blanke sten.
Der ligger også låget til en dåse,
et stykke kridt, en trisse og en prop,
en nøgle, der kan bruges til at låse,
når man skal låse i og låse op.
Jo, jeg ved det udmærket godt: Man skal ikke indlede en anmeldelse med et citat. Men nogle regler er til for at brydes, og Halfdan Rasmussens strofer randt mig uvilkårligt i hu under læsningen af Sofie Hermansen Eriksdatters soloudgivelse nummer to. Den første, Lady Dawn synger vuggeviser, kom i begyndelsen af 2022 og får nu altså hurtigt følgeskab af digte, som kalder sig selv for den anden udgivelse i serien Sister Climate, hvor hver købt bog frikøber en kvadratmeter dansk natur i et aftalt samarbejde med Naturfonden.
Men hvad i alverden har det med Søren og Halfdan at gøre? Jo, digtene bæres af samme fryd ved de dagligdags, de ganske små, tit oversete, ting. Sofie Hermansen Eriksdatter kender glæden ved at høre en solsort fløjte, gyset ved at stikke en finger i en stearinlysflamme og nyde den søde lugt af brændt kød. Hun anvender gang på gang i sine digte nøgleordet ’lomme’ og bruger sågar i sin samling et helt digt på fænomenet. Nu kommer de fem første linjer:
Jeg tømmer mine lommer
fulde af muslingeskaller
sand, magneter, sugerør
blade, perler, jeg tømmer
mit hjerte, bedstemor
Her dukkede så yderligere tre vidunderlige kerneord op: perle – hjerte – bedstemor, som indgår i en forestillingskreds af økofeministisk karakter, en vision om at forene det allermest væsentlige med et selvfølgeligt tilstedevær i kroppen og kønnet og døgnet.
Sammen med poesi, prosa og hybridbøger af blandt andre Amalie Smith og Ursula Andkjær Olsen bidrager Bedstemor Newton til en ny og vital tendens i tiden, en hyperfølsom materialisme, hvor forfatterne opsøger forbindelser og kobler fra det mindste til det største eller afsøger det felt, der befinder sig mellem krop og verden. Springene mellem stort og småt virker tit overraskende:
Bedstemor, skyggerne i dit ansigt tegner streger i dit skind
mange meddelelser, er du tung bedstemor, er du tung af
værdighed, hvis du var en plante, bedstemor,
så var din vækstretning bestemt af tyngdekraften
dine øreflipper vokser nedad.
Er det nat nu, min skat?
Perlerne i bogen er blå – og kan trille ud af lommen. Hjertet er rødt, stærkt og kan slå. Og bedstemor fungerer som en slags belærende instans, der i dialoger indfører det poetiske jeg i sammenhængen i alting. Tyngdekraften, siger den gamle, er en art begærets magnetisme, en slags usynlig superlim, og centrifugalkraften, som de iagttager foran vaskemaskinen, kaldes netop en sammenhængskraft. Fint at se dette ord erobret tilbage fra den politiske diskurs og indsat i en kosmisk kontekst!
Sofie Hermansen Eriksdatter har konstrueret sin bog systemisk, for så vidt som den består af ti dele i tre spor. Først besøger den natten, morgenen og bedstemoren. Så tager den to ture til, i samme tre spor, og endelig bryder den sine egne regler ved at lade natten komme én gang tilbage, dog ikke som tidligere i værket påkaldt, men foldet ind i et spørgsmål: Bruger natten sugerør til at finde rav?
Og dér var den så igen. Rav er noget af det, man som barn allerhelst ville finde og putte i sin lomme, ligesom perler og blanke sten. Et eller andet sted fandtes nok også en hemmelig optagethed af den nærhed, der var mellem bukselommen og kønnet. Jeg gætter på, at det er dér, digteren også vil hen, når hun i et par af teksterne taler om, hvordan »fingrene myldrer i skødet«. Vi er vel sagtens også i et erotisk rum, når der tales om »at tømme hinanden for indhold«.
Der forekommer mange smukke, magiske, intime formuleringer i Bedstemor Newton. Det er en bog, man vil vende tilbage til med en fornyet nysgerrighed. Med barnets og den elskendes fortrolighed over for kroppen. »Kom hjem hjerte» står der et sted. Tja, hvorfor ikke?
Sofie Hermansen Eriksdatter: Bedstemor Newton. Digte. Forlaget Uro. 76 sider. 162 kroner
