Der er noget fint over den russiske dirigent Kotjanovskij. Noget ædelt, noget blankslebet og måske endda poleret. Han dirigerede uden stok og med sine store smukke hænder, hvis tegn og vink og vift var tydelige på lang afstand. Han er en meget syngende dirigent, der maler smukke billeder frem.
Det vil være forkert at kalde ham romantisk, men måske lidt operaromantisk, hvis der er noget, der hedder det. Der hviler en slags uskyld over hans udtryk, noget smukt og inderligt og fint sansende og præcist gengivende.
Mere end en symfonikers abstrakte musikverden syntes en konkret skønhed som fra operaens og melodiens verden at vælde ud af ham. Aftenens solist var en noget anderledes og abstrakt tænkende musiker. Begge kunstnere er en fornøjelse at opleve, men ikke nødvendigvis på samme aften.
