Barndommen kan ikke få rim nok. Rim til at mumle med på, rim til lige med ét en dag at kunne udenad, og rim til at få læst højt i én uendelighed.
Med til rim hører billeder, for der skal være noget at kigge på og ligefrem sluge med øjnene, mens den voksne læser. Billeder, der digter med, smyger sig rundt om ordene og indimellem river sig løs og begynder at fortælle deres egne historier. Sådan en bog er Kirsten Hammanns og Dina Gellerts Chokoladeeskapade fra 1998, der nu genudgives af Vild Maskine, som det sig hør og bør for en nyklassiker og genistreg.
Dens genialitet består i ikke bare at rime, men dobbeltrime på chokolade og få ordet til at strække sig, selv om det er nogenlunde langt i forvejen. Det begynder med det velkendte »chokoladeplade«, og så løber teksten ellers ned ad en »chokoladegade« med flere nye ord opfundet til lejligheden, forbi en »chokoladehusfacade« til en »chokoladeambassade«, for at en »chokoladenomade« kan få visum til det slaraffenland, hun er ankommet til.
