Filmkritik
Læsetid: 4 min.

’Aftersun’ er en smuk film om vigtigheden af at skabe minder med de mennesker, man elsker

Charlotte Wells rammer lige i hjertekulen med sin sanselige spillefilmdebut, ’Aftersun’, der handler om en far på ferie med sin datter
Sophie (Fankie Corio) og hendes far, Calum (Paul Mescal), er på ferie sammen i Charlotte Wells’ uhørt smukke og sanselige spillefilmdebut, ’Aftersun’.

Sophie (Fankie Corio) og hendes far, Calum (Paul Mescal), er på ferie sammen i Charlotte Wells’ uhørt smukke og sanselige spillefilmdebut, ’Aftersun’.

Reel Pictures

Kultur
2. februar 2023
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Film gør indtryk på én af mange forskellige grunde. Hvis den er godt fortalt og skrevet og spillet, kan den gribe én, underholde én, få én til at gyse eller sidde på kanten af sædet, hvis den er åndeløst spændende. Andre gange handler det mere om en stemning eller en tone, der rammer én. Som et stykke musik, man kan huske, og som kalder på bestemte følelser eller fjerne minder.

Det betyder også noget, hvilket humør man er i, hvor i livet man befinder sig, og hvilke erfaringer man bærer rundt på. Det gælder naturligvis også for en kritiker – vi er jo trods alt kun mennesker.

Britiske Charlotte Wells’ spillefilmdebut, Aftersun, ramte mig hårdere følelsesmæssigt end nogen anden film meget længe. Det er i sig selv en god og indfølt fortalt film om en ung far og hans 11-årige datter, der er på ferie sammen. Men det er også en film, der for mig bliver personlig. Som et falmet polaroidfoto, der går lige i hjertet og minder mig om mit eget liv med mine egne børn, der for længst er blevet voksne, og som jeg har rejst alene med rundt i Europa.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her