Et aldrende kvindeansigt, frontalt afbildet. Blikket er direkte og appellerende. Håret bølger sølvgråt om hendes runde ansigt. Hun ser dig i øjnene. Men det dragende højlys i kvindens store pupiller bliver forstyrret af en kraftig optegnet eyeliner, som markerer øjnenes indfatning og fortsætter øjenkrogene i skrå opadgående linjer, vinger. Lidt for meget, groft, umådeholdent.
Hendes læber er malet lyserøde og er let adskilte, så tænderne blottes, og selfiestilens milde, erotiske mimik bliver antydet. Den lyserøde farve synes at brede sig fra læberne ud over hele ansigtet, hvor pletter her og der indfarver huden i en nervøs rødmen. Som om hudens farve på én gang kom indefra og udefra, afslørende og tilslørende. Selv det hvide i øjnene er plettet af den lyserøde farve.
Halsen er kraftig, kødfuld og rynket, aldrende og ude af proportioner med hovedet. Sminkens kådhed signalerer ungdom og står i slående kontrast til ansigtets mere fremskredne alder – som noget upassende, noget pinagtigt, noget hjerteskærende.
Hvis jeg ikke tager meget fejl er håret copy-paste af et Marilyn Monroe portræt. Hun nåede aldrig at få "sølvgråt" hår.
Aha, ser man det, Tak spids! Sikke en svada! Det var da en værre historie!
Lad mig straks erkende, at Rune Gade's meget lange prosadigt over det Cindy Sherman'ske univers er både underholdende og yderst velskrevet. En analyse, enhver sand analytiker burde falde på halen over, så veldrejet, forvredet og poetisk storladent fremstår den. Og så igen er der en art psedo-abstrakt tankegang over det, som efterlader min begejstring mildt forstemt.
For når man tager i betragtning, at en smartphone med kamera er et stykke isenkram, som er et hjælpemiddel for menneskeheden, ikke noget denne bør være slave af, så er der vel immervæk et stykke vej fra selfie til troldspejl og videre til sjælens absolutte fornedrelse?
"Det understreger den åbenlyse kendsgerning, at en selfie ikke er noget egentligt selvportræt, men en forvansket variant af en selv. Oftest frembragt med henblik på at vise vores bedste sider, men også ofte håbløst mislykket, fordi allerede vores forestillinger om os selv, ideerne om vores bedste og værste sider, er fortegnede og misvisende."
Tja - det kan du såmænd hævde, Rune Gade, og vi overlader trygt til psykoanalysen at afgøre, hvad du sprogligt måtte kæmpe med, samt ligeledes hvad jeg i afmagt ikke forstår af dit skrift. Det er det spændende ved ordets magt.
"Dette troldspejl, den digitale billedkulturs uoplyste enevælde, fortæller uden omsvøb, at vores selv er prisgivet de andre, vores ansigt tilhører dette store billedsamfund, SoMe."
Jo, jo, Rune Gade, men før du i næste bonusrunde ryger ud ad tangenten, så glem ikke, at det er os, dig og mig og alle andre, som bør tage styringen. Det er os, som afgør, hvad vi vil være med til, OM vi overhovedet vil medvirke på en selfie, samt lave en aftale om, hvad denne selfie i givet fald må bruges til etc. Det er OS, som har kontrollen - ikke en smartphone, ikke Face Book's eller nogen anden social platforms 'værdisæt', ikke den rigtige mærkevare båret på vores kroppe, ikke den politisk korrekte eller ukorrekte fremtoning, som i længden blåstempler vores troværdighed.
Og vi kunne blive ved - men et menneskes værdi er intet andet end sindets holdning.
Men flot skrevet er det s'gu!
Fantastisk kunst, fantastisk begrebsverden, fantastisk forstået af anmelderen.
Selfies som selvhad, enklere kan det ikke siges.
"Lille spejl.."