Yo La Tengo holder til i noget så ufashionabelt som Hoboken, New Jersey. Dér hvor Bruce Springsteen og The Sopranos-familien kommer fra, altså på den kedelige side af Hudson River. På den anden side? Der finder du New York City.
Hvis du bor på disse uncool kanter, så møder du måske trioens medlemmer i din lokale vinylpladeforretning. Uden at genkende dem. Eller måske ser du dem i den forretning med aflagt elektronik, som trioen besøger på pressebilledet til deres nye, smukke 17. album This Stupid World. Blandt kassettebåndoptagere, jukeboxes og kortbølgeradioer står tre helt gennemsnitligt udseende amerikanere.
Omgivet af teknologi der – lige som Yo La Tengo – ikke nyder den store bevågenhed, men som stadig har sin relevans for en kerneskare.
Yo La Tengo er på mange måder det kvintessentielle indieband. De har aldrig fulgt med tiden, de har fulgt deres egne indskydelser.
De blev dannet i 1984 af ægteparret Georgia Hubley og Ira Kaplan, og fra 1992 har James McNew været deres faste bassist.
Jeg har spekuleret et par dage på om jeg skulle kommentere på anmeldelsen. Men nu gør jeg det. Jeg starter med konklusionen, at jeg ikke synes det er nogen god anmeldelse. Den handler mest om at udgrænse Yo La Tengos musik som noget anmelderen kalder "Indie". Og deres musik forholder anmelderen sig meget lidt til. Det som anmelderen kalder Indie-musik er en stor broget gruppe af bands der er så forskellige at det ikke giver nogen mening. Cocteau Twins i Storbritannien og Hüsker Dü fra USA har intet med hinanden at gøre. Det svarer til at sammenligne Kim Larsen og Birthe Kjær, fordi de begge synger på dansk. Jeg er selv af generationen der var ung i firserne. Dengang hørte jeg alt muligt, også de nævnte bands. Men det var ikke noget vi hørte i en "lyksalig semihemmelig klub". Det var noget alle hørte. Og du kunne sagtens have en stak plader stående af et hardcore Punkband som Hüsker Dü eller Ramones uden at være punkrocker selv. Fordi alle hørte det. Det var ikke noget der udgrænsede os fra flertallet. Udgrænsningen er først kommet til senere, når en anmelder som i denne anmeldelse, bruger betegnelsen som "indie" til at udgrænse en bestemt flok. Og udgrænsningen har kun til formål at cementere en middelmådig popmusik der gør alt andet musik til noget suspekt.
@Ralf Christensen
Det er et herligt billede fra Hobroken's forretning med second hand hi-fi udstyr - f. ex. de potente forstærkere i baggrunden kan fristen enhver over evne.
Musikalsk vil jeg dog holde mig til Frank Sinatra
Hvorfor hedder dette foretagende Yo La Tengo? jeg forstår godt spansk, men der er ingen kontekst. ???