Dansk kolonihistorie med henblik på østasiatiske destinationer er ikke just billedet af en dans på roser, men bør på den anden side heller ikke opfattes som den katastrofe, den til tider kan ligne. Nok gik nemlig mange skibe tabt på de lange rejser, mænd døde i hobetal undervejs ved forlis, utallige arbejdsulykker, skørbug, tyfus – og druk, når de endelig nåede frem. Men investeringerne set fra København gav over år ikke desto mindre ganske nydelige afkast.
Det begynder i 1616, da storentreprenøren i den danske kongerække Christian IV giver tilladelse til et østasiatisk kompagni under kongeligt monopol og med målet at fremme handel og kontakt med den del af verden, der ligger længst væk, men hvis varer er de mest eftertragtede: peber, vanilje, muskat osv. Alt det og meget mere, der under modens lune og til madvarernes (overklassens og storborgerskabets) opløftelse var attraktivt for pengestærke forbrugere. Kompagniets skiftende succes og fjernhandlens længere perspektiv er danmarkshistorie, så det synger: Støt står den danske sømand … Vift stolt på Codans bølge … søfart er nationalt ladet som flaget i agterstavnen.
Det bør vel bemærkes, at admiral Ove Giedde var ikke svensk.