De helt usædvanlige, ukrainske billedkunstnere og billedbogskabere Romana Romanishin og Andrij Lesiv var i Danmark allerede i efteråret 2021 i forbindelse med Bogforum, hvor de præsenterede deres to sanseværker, Højlydt, stille, hviskende om høresansen og Jeg ser det om selvfølgelig synssansen. Dér stod de i en vanvittig smuk illustrationsinstallation på deres danske forlag Forlæns’ stand midt i børnemylderet, helt uden statements og sort-hvide udsagn om de gode og de onde og beviste kunstens uvurderlige betydning for et land i krig.
I maj 2022 stod de bag en støtteplakat for Red Barnets indsats i Ukraine. Det grafiske tryk var i bredformat og to stærke farver: gul og blå. I højre side står en kvinde med et barn beskyttende på armen. Otte vandrette, blå streger viser, at de to personer har bevæget sig fra et sted til et andet. De har ingen bagage, og der er ingen omgivelser til at vise, hvor de er havnet. Baggrunden er hvid.