Hver epoke og hvert land beskuer og udstiller fortidens kunstværker ud fra samtidens værdinormer. Selv betegnelsen af en epokes billedkunst kan skifte over tid.
Denne indlysende betragtning springer i øjnene i forbindelse med åbningen af en ny udstilling af danske malerkunstneres tegninger, akvareller og oliemalerier fra 1800-tallet på Metropolitan Museum of Art i New York.
En udstilling med godt og vel 100 værker, som sætter skitser og tegninger i fokus. Halvdelen er lånt ud af Statens Museum for Kunst (SMK) og flere andre danske museer, den anden halvdel tilhører fire amerikanske museer og en privat samling ejet af Roberta Olson og Alexander Johnson.
Titlen på udstillingen såvel som det blik, kuratorerne har lagt på dansk billedkunst i 1800-tallet, er anderledes end det, vi indtil nu har været vant til.