Det lystfyldte kvindemord er omdrejningspunktet for Jokum Rohdes dramatik. I hvert fald for stykket Skyggernes museum, som nu spilles som en besættende og dekadent forestilling på kælderscenen Basement bag ved Vega på Vesterbro. Her er fantasier og vrangforestillinger blandet på så forjættende vis, at skuespillerne glider i ét med brutaliteten i historien og de afskallede mure i kælderrummet. Uimodståeligt overdrevet.
Jokum Rohdes tekst hvirvler rundt om den prostituerede Thalia, der lader sig myrde så bestialsk som muligt for at kunne være sammen med sin selvmorderkæreste i dødsriget. Eller gør hun? Det er spørgsmålet.
For ingen i Jokum Rohdes stykke er sådan, som de påstår, at de er. Og alle har flere identiteter under de hidsige parykker og blodige ansigtsmalinger, som de påfører sig efter forgodtbefindende.