I Annie Ernaux’ debut som dokumentarfilmskaber lurer volden og det røde i enhver familieidyl

Der er noget ved feriebilledet, der strider mod sig selv: Der er ingen, der for alvor gider se på de romerske ruiner eller den ufokuserede solnedgang, som nogen har fundet det magtpåliggende at forevige.

Eller hvad? For forfatter og nobelpristager Annie Ernaux og hendes søn, instruktøren David Ernaux-Briot, er selv det mest generiske feriefoto alt andet end banalt. Sammen debuterer de som dokumentarfilmskabere med et erindringsværk, der egentlig bare består af ferieminder optaget på smalfilm. Og jeg havde ikke troet, at en i grunden almindelig families solvarme hjemmevideoer kunne røre mig så dybt eller fængsle mit blik så akut. 

Titlen Les Années Super 8 spiller på Ernaux’ hovedværk Årene (Les Années) fra 2008, der på en og samme mærkværdige vis skildrer én fransk kvindes liv gennem 70 år og hele den store fælles europæiske historie i samme tidsrum. Der står aldrig ’jeg’, men derimod ’vi’ eller ’man’ i romanen, som blandt meget andet kredser om, hvordan det tilsyneladende intime, personlige minde altid er afhængigt af en bestemt teknologi. Om det så er popsangen, man forbinder med den første kærlighed, som det bliver muligt at høre på pigeværelset med rejsegrammofonen, eller nyhedskanalernes direkte transmissioner fra Golfkrigene, der gør dagligstuen til et anspændt sted. Grænserne er porøse.

I dokumentarfilmens tilfælde er det smalfilmsapparatet, der spiller rollen som mægler mellem stor og lille tid. Filmen består af klip filmet af parret Annie og Phillippe Ernaux i 1970’erne, hvor de stadig er middelklassealmindelige og ukendte. I vinteren 1972 anskaffer de sig det bekostelige smalfilmskamera, og over de næste små ti år foreviger de højdepunkterne i deres lille kernefamilie med to små sønner: julemåltider, æbletræer i blomst, fødselsdage, ferier og smil. 

Kameraet panorerer langsomt, nærmest adstadigt over grådige børneansigter, der er opslugt af at flå papir af glitrende pakker, over bjergkæder dækket af sne, og især over Annies krop og ansigt, mens hun laver mad, smiler eller ligger på sengen og læser. På lydsporet, der er skrevet og oplæst af forfatteren selv, bemærkes det, hvordan det hurtigt blev manden, der iagttog bag linsen – og hende, kvinden, der lod sig betragte.

Det er akkurat her, i forholdet mellem skaber og det skabte, at Les Années Super 8 intervenerer. For filmen handler på den ene side om de roller, vi spiller for hinanden, om middelklassens hule drømme om det gode liv, om turisme, om identitet, klasse og køn. Men mest af alt handler værket om, at der altid er mere ved et menneske, end man ved første øjekast tror, at man kan se.

Voldelig og rød

I sine kommentarer får Ernaux enhver billedidyl til at springe som en vandballon. På billedsiden ser man den travle småbørnsmor, der vimser rundt på skiferien og beder børnene om at stå stille og smile til far. Men bag ved denne maske drømmer husmoren om, nej, hun er nødt til at skrive, fortæller forfatteren os på lydsporet. Den unge kvinde ved, at hun må samle sit livs begivenheder i en roman, »en voldelig og rød roman«, som det lyder i en bemærkning fra en ungpigedagbog på lydsporet.

Volden og det røde er ikke bare i forvejen en ledetråd i Ernaux’ forfatterskab, det bliver også et organiseringsprincip for filmen. For straks efter denne bemærkning klipper billedsiden til en video af de to glade sønner, der er iført røde sweatre, og til så nærbilleder af røde, stikkende roser. Klipningen lærer blikket at lede efter afgrundens brus. Senere ser man en ung, spinkel tyr løbe mod en tyrefægters røde klæde i arenaen i Salamanca – og blive nedlagt. Mens tyrefægteren går sejrsrunde, ser man en mand pøse vand på blodpletten, som dyret har efterladt.

Denne uro findes hele tiden, den bor dybt i familiens billedmateriale og afsløres med den diskrete montering. Ja, uroen bliver tilnærmelsesvist til et plot for filmen, til den mekanik, der får handlingen til at skride frem. 

For parrets familieliv går også i opløsning i disse smalfilmsår, og det ved den aldrende fortællerske på lydsporet jo godt. I en knusende scene ser man Annie smile til kameraet under en børnefødselsdag, mens hun på lydsporet fortæller, at man i øjeblikket dér ikke aner noget om katastrofen, der ville indtræffe to dage senere. Her annoncerer Annies pensionerede mor, der bor hos datterens familie, at hun vil forlade dem og flytte tilbage til sin hjemstavn. Snart bliver Philippe og Annie skilt – og et par år efter dør han af lungekræft. At betragte familiemindernes tilsyneladende lykke er også at opdage, at den altid var en konstruktion. 

Intim, fælles tid 

Egentlig havde jeg tænkt, at det ville være for voldsomt at se flere af Ernaux’ privatbilleder. Romanerne dvæler i forvejen ved dem, men de trykkes som regel ikke; jeg kan i stedet fylde mit eget livs farve i det omrids, som teksterne tegner op. 

Men det, som filmen alligevel gør, hvor tæt vi end kommer på konkrete personer, er at efterlade en plads til noget uafgørligt og universelt, selv i de mest nærgående, intime skud. For som Ernaux på lydsporet hele tiden påpeger, er der altid noget, som kameraet ikke fanger. Noget, det ikke får med. Som husmorens længsler, der ikke kan siges højt. Eller noget, der overskrider det konkrete, enkelte liv – som samme husmors skam over sin klassebaggrund. 

Les Années Super 8 er ikke en dokumentarfilm, som fortæller den store historie først og siden viser os, at den har et menneskeligt ansigt. Snarere lader den, ligesom Ernaux’ forfatterskab, hierarkierne briste. Der gemmer sig altid rester af den fælles historiske tid i selv det mest undselige smalfilmsklip. Og den store fortælling består af enkelte skæbner, der har levet og gjort drømmene – eller selvbedraget – til virkelighed. Resultatet er underspillet, men rystende smuk erindringskunst. Nu også på film. 

’Les Années Super 8’ – Manuskript: Annie Ernaux – Instruktion: David Ernaux-Briot. 61 minutter. 2022. Vises på CPH:DOX den 15., 22. og 24. marts i henholdsvis Bremen Teater, Grand Teatret og Aveny-T.