Jeg har følt mere ømhed end afsky ved at læse Johannes Lilleøres bog om kannibaler

Som barn lærte jeg i skolen, at menneskekød smager lidt som kylling. Det var ikke en del af pensum, men noget alle skolens unger fik fortalt af en eventyrer til en fællestime. Det kan have været Arne Falk-Rønne, forfatteren til Mine venner kannibalerne (1966), der sagde det, eller en type som ham. Pointen er, at kannibalisme dengang var noget – hvis det da overhovedet fandtes – der foregik langt væk fra os. Ingen talte om, at vi var i gang med at vokse op i et samfund med en kultur stærkt præget af kristendommen, der som den eneste religion i verden i sine kirker hver uge som en del af et helligt ritual udfører den godt nok symbolske handling at indtage sin guds blod og legeme.