»Gid jeg boede i et smældende digt.«
Sådan står der på en skærm på scenen på Teatret ved Sorte Hest. Uudgrundeligt og pirrende. For på denne scene er digte af digteren Naja Marie Aidt blevet forvandlet til en dramatisk fortælling. Nøgtern, undersøgende, overrumplende og uendeligt smuk.
Digte virker ofte som magneter på teaterkunstnere. Der er noget over den komprimerede form og den sproglige eksakthed, som teaterinstruktører og skuespillere tydeligvis føler sig draget af. Udfordringen er at gøre digtene til dramatiske fortællinger. Teaterinstruktøren Maria Vinterberg har gjort det til en af sine selvpålagte opgaver netop at udforske landet mellem lyrikken og dramatikken. I 2016 skabte hun forestillingen Alting er noget, der også var baseret på digte af Naja Marie Aidt – som en spændende, grønfarvet hybrid, hvor digtenes brutale ord fik en direkte kvalmende effekt på tilskueren.

Skuespiller Anette Støvelbæk.
Nu har Maria Vinterberg skabt Alting er noget 2.0. Igen sammen med skuespillerne Sarah Boberg og Anette Støvelbæk – og scenografen Marianne Nilsson, komponisten Jacob Binzer og lysdesigneren Lasse Svarre Christiansen. Her lykkes alt! Bevægende, undrende, symbotisk – og alligevel fuldstændig fri for sentimentalitet. Det er teaterpoesi med sorgen som urkraft og kærligheden som uslukkelig brand. I stærke og sarte nuancer af lysegult.
Agernsprog
De to skuespillere er helt ens klædt i hvide bluser, hvide bukser – og hvide laboratorietræsko. De sidder ved hvert deres skrå skrivebord foran hver deres tavle i den livsbekræftende scenografi af Marianne Nilsson, der endnu en gang har forvandlet teatrets lillebitte rum. Nu med solgule lyslinjer, der leder frem mod den horisont, der indlysende nok må forblive usynlig for tilskuerne: Livslinjens horisont.
Kvinderne har rollerne som digtenes og ordenes udforskere, når de nærmest konkurrerer om at finde de stærkeste og smerteligste ord og sætninger. For her er det sorgen, der er drivkraften. Ikke mindst med udgangspunkt i sorgbogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage fra 2017. Bogen med linjerne:
’giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke’.
Samtidig er forestillingen jordnær og næsten munter i sine hverdagsobservationer. »Voksne kvinder skal ikke flette deres hår,« lyder en skarp replik. Men Anette Støvelbæk svinger fandenivoldsk med sin fine, lyse fletning – og taler videre. Med præcisionsstemme og bløde blikke i pauserne mellem sætningerne. Som om hun instinktivt aner, at ordene fører videre ind i skrøbeligheden, og at de ikke kan undgå at ramme ind i døden.
Sarah Boberg kan mime sin fortolkning af ordene, mens hendes nøjagtige konsonanter former de sære billeder af stor smerte og pudsig leg i uforudsigelig blanding. »Jo, jo, du kan godt krybe ind i et agern, hvis du er meget lille,« siger hun anerkendende på ’agernsprog’.
Bjørnelyd fra kontrabas
Samtidig fletter Jacob Binzers musik sig ind i ordene. Jazzende med bjørnelyden fra en kontrabas og krammende med en spilledåses knirkende toner. Klavertoner kliner sig ind mellem de voldsomme digte, så de alligevel lige akkurat bliver til at bære – og finder de sårbare pauser, der trænger til blide klange eller dynamisk energi.

Skuespiller Sarah Boberg.
»Min sorg gør mig rasende,« lyder det rødgødende og ildspyende. Trumfen er besk: »Man har kronet mig / Dronning af Sorg / Ingen tør følge mig / Til de dunkle sale,« lyder det med modersmerte over det døde barn – på vej ud på en eventyrrejse, hvorfra ingen vender uskadt tilbage.
Samtidig lysner rummet. Mørket bliver nødt til at vige. Erkendelsen af, at vi bliver nødt til at overgive os til sorgen, bliver kropslig – sammen med fornemmelsen af, at vi er efterladt i vores egen, ensomme overlevelse. Alligevel dulmes ulykkeligheden nænsomt af videobilleder, der flakser hen over scenen i flimrende drømmesyn. Og imens fører de to kvinder os gennem digtuniverset i så stærk en symbiose, at det føles, som om de trækker vejret sammen. Eminent.
Horisonten lyser
Som instruktør formår Maria Vinterberg at slippe sorgen ind i tilskuerens sind. Hun lader hvert digt stå stille i rummet, dirrende som fuglevinger i luften. Og hun hjælper tilskueren til at få øje på et nyt tindrende digt på himlen – og endnu et — så det bliver muligt at lytte til det ellers ubærlige. Imens følger lysdesinget af Lasse Svarer Christiansen hvert eneste stemningsskift, så tilskuerens øjne kan klare det gule sorglys og finde roen. »Du tænker roligt på døden i dag,« som det lyder.
Alting er noget 2.0 er en sublim teatervandring dybt ind i accepten af tabet. Her lyser kærligheden, mens ordene flyder blanke som tårer:
»Jeg ville gå til verdens ende for dig. Men det var ikke langt nok.«
’Alting er noget 2.0’. Baseret på tekster af Naja Marie Aidt. Manuskript: Holdet. Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Musik: Jacob Binzer. Lysdesign og lyddesign: Lasse Svarre Christiansen. Kostumer: Mikael Jensen. Teatret ved Sorte Hest. Til 1. april 2023.