Et maleri kan være en dans, en hvirvlende bevægelse gennem et rum, som vores blik åbner. Det tænker jeg, da jeg bevæger mig ind i den første sal fyldt med maleri af Malene Landgreen (f. 1962). Som at blive budt op til dans. Rummet lokker med en atmosfære af natklub fra 1950’erne. Et gulv, der er malet i romber, et harlekinmønster i gule, rosa og blå nuancer, alle i højglans, skinnende, reflekterende.
Malene Landgreen har på Trapholt skabt fire store sale med maleri i installatoriske monteringer, der forvandler alt i rummene, underlægger dem maleriets æstetik. Flow of Change hedder udstillingen. Og ja, et fluktuerende og dynamisk aspekt er åbenlyst til stede i udstillingen. Det er mere en helhed, en totalinstallation, end det er enkeltværker.
En kommentar til:
"Jeg leger med, lige indtil min medvirken bliver et eksplicit krav og formidlingsafdelingen forsøger at bilde mig ind, at jeg også kan være kunstner."
Formidlingsafdelingens opfordring til publikum om at bidrage til udstillingen fremstår ikke som et forsøg på at bilde publikum ind, at de også kan være kunstnere. Jeg betragter det snarere som et involverende kuratorisk begreb, der opfordrer til at bidrage, men det bliver publikum selvfølgelig ikke til kunstnere af.
Kommentaren fra Rune Gades side får mig også til at reflektere over, hvilke receptionsteoretiske overvejelser han har gjort sig i forhold til kurateringen og de enkelte værker i udstillingen.
Udstillingen ville måske have været meget mere perfekt for Rune Gade, hvis der slet ikke havde været adgang for publikum? Hvis værkerne havde fået lov at hvile "i sig selv", "i sig selv", "i sig selv".