Et af de store øjeblikke i fransk tegneserie er nu genudgivet på dansk

Westernhelten Mike S. Blueberry krydsede midt i halvfjerdserne sit spor. Han søgte i sin retskafne flugt fra loven skjul hos den Navajo-stamme, han som løjtnant i den amerikanske hær ti år tidligere havde indgået en fredsaftale med. Dette identitetsskifte til krigshøvding Brækket næse markerede samtidig mestertegner Jean Girauds båndsløjfeforvandling til alter egoet Moebius. Et af de store øjeblikke i fransk tegneserie er nu genudgivet på dansk.

Forlaget Cobolt er nået til sjette bind i deres flotte samleudgivelse af Giraud og forfatter Jean-Michel Charliers klassiske westerntegneserie Blueberry. Vi befinder os midt i det episke forløb, der beskriver heltens tid som lovløs efter en på forhånd fordømt hemmelig mission til Mexico. Nærværende udgivelse samler således Lovløs (1973), Angel Face (1975), Brækket næse (1979) og Den lange march (1980) – af mange set som de album, hvori serien kulminerer.

Flugten fra ørken

I Lovløs følger vi Blueberrys flugt fra et grusomt fængsel i ørkenen. Det sker under en jernbanebåren fangetransport gennem bjergene. Det er hæsblæsende orkestreret af Giraud og sanseligt farvelagt af den franske science fiction-tegneserie Linda og Valentins faste farvelægger Evelyne Tranlé, som anbringer sig et sted mellem ekspressiv kontrast og sanset naturalisme. Blå og orange klipper omgiver et dampende lokomotiv; det følges af næsten monokrom grøntoning, da den løsnede fangevogn tordner ned ad sporet mod et fældet fyrretræ. Lidt senere udfolder den omgivende skov sig i al sin vælde i et spektrum af varme sandfarver, løvgrønt og turkis dis.

Charlier er en plottets mester, altid klar med en overraskende drejning og et fast greb om spændingskurven. Man ved dybest set godt, at helten vil klare ærterne – det er trods alt en genreserie – men spørgsmålet er hele tiden: hvordan? Det viser sig, at Blueberrys flugt måske ikke var så opportun som først antaget, og han havner midt i et snigmordskomplot mod Præsident Ulysses S. Grant.

Bag aftrækkeren finder vi den androgynt skønne og hensynsløse Marmaduke O’Shaugnessy, alias »Angel Face« – en af Blueberrys mest mindeværdige figurer. Han tilbringer en væsentlig del af historien i drag, bevæger sig fra tilsyneladende ingénu, ung og naiv, til koldblodig snigmorder og fastholder hele tiden sin egen dunkle dagsorden.

Albummet Angel Face hører til seriens bedst komponerede – hele handlingen udspiller sig i den stationsby, hvor komplottet finder sted. Blueberry, der selvfølgelig får skylden, flygter gennem brændende bygninger og menneskefyldte gader, hvor det sværmer med såvel soldater som banditter, der alle er ude efter ham.

En lang strækning i midten skildrer, hvordan han klæder sig ud som brandmand og redder en gammel dame. Man forstår på forlaget Cobolts fyldige og oplysende ekstramateriale, at Giraud på dette tidspunkt manglede manuskriptsider fra Charlier og besluttede sig for at improvisere på den måde, for hvilken han senere skulle blive så kendt. Serien slipper momentant sin genre og bliver befriende selvparodisk.

Girauds blik for det dragende billede kommer imidlertid stærkest til udtryk i det endelige opgør mellem Blueberry og Angel Face, om bord på endnu et løbsk lokomotiv. Den chokerende transformation, skurken oplever, skal af hensyn til nye læsere ikke spoiles her, men den brænder sig fast med uudgrundelig klarhed.

Et kreativt hamskift

I perioden mellem de to album forlod Charlier redaktionen på seriens platform, bladet Pilote, og forskellige kontraktmæssige trakasserier fulgte. Det gav Giraud tid til at eksperimentere: først i Pilote med den surreelle autofiktion Afkørslen (1973), siden andre steder med fritløbende, absurde historier af science fiction-snit, udført under hans nye kunstnernavn Moebius. I kontrast til den svungne tuschpensel i Blueberry var de tegnet i Rapidograph-pennens egale streg med teksturer organisk lagt i prikker og bølgelinjer. Blueberry overgik følgelig nogle år efter til det skelsættende tegneseriemagasin Métal Hurlant, som Moebius havde været med til at stifte i 1974, og til hvilket han skabte hovedværker som Arzak, The Long Tomorrow og Den hermetiske garage.

Det var uundgåeligt, at dette kreative hamskifte ville indfinde sig i Blueberry. Det sker med eftertryk i Brækket næse, hvor vi genfinder vor helt, som pudsigt nok også har gennemgået en identitetsforvandling og nu lever i bjergene som del af en indianerstamme under den historisk autentiske høvding Cochise. Blueberry er krigshøvding og leder kyndigt sine frænder i, hvad der i stigende grad viser sig at være et taktisk tilbagetog over for den hvide overmagt, som i sidste ende vil drive dem på deres lange march mod reservatets armod.

Han ligger i konflikt med stammens unge brushoved Vittorio, med hvem han konkurrerer om høvdingens datter Chinis gunst. Det fører ham ud i en livsfarlig ørnejagt, der har accenter af totemistisk genfødsel. Giraud tegner og skraverer her, som afhang hans liv af det, hvilket forlener den ordløse sekvens med en vægt hinsides historiens genreskabelon. Det er alt for meget og helt uforglemmeligt. Typisk Moebius.

Lige så typisk er det, at højtideligheden straks punkteres, da Chini nægter at tage imod Blueberrys hjembragte ørneådsel. Hun er i det hele taget en fornuftens stemme i fortællingen, om end idealiseret i en grad, der ligger i tråd med halvfjerdsernes kærkomne, men også til tider frelste revision af westerngenrens stereotyper – Charlier og Giraud tilfører her deres allerede etablerede filminstruktørforbilleder John Ford og Sergio Leone et stænk Robert Altman eller måske Arthur Penn. Man noterer sig imidlertid, at Blueberry stadig fremstår som klassisk white saviour.

Det ændrer imidlertid ikke på, at vi har med et højdepunkt i et af westergenrens flottest realiserede episke værker at gøre, udført af en af kunstformens mest intuitive virtuoser. Og det i en periode, hvor han oplevede sit livs mest dramatiske kreative frigørelse.

Jean-Michel Charlier og Jean Giraud, ’Blueberry: De samlede eventyr 6’, oversat af Søren Vinterberg. Cobolt, 399 kroner