Der bliver ikke sagt mange venligheder i tv-serien Succession. Og hvis der gør, bliver de som regel mødt med ord så bidske og en sarkasme så tyk, at det giver et gib i én – som hvis nogen slog ud efter én. Det er sådan set også, hvad personerne i serien gør. De slår hinanden med ord, og selv om de ikke altid er ment så hårdt, som de lyder – ofte dækker de over en afgrundsdyb usikkerhed og desperation hos afsenderen – så rammer de alligevel og gør ondt.
Jeg tager hatten af for manuskriptforfatterne på Succession – og seriens skaber, Jesse Armstrong – for det er verbal ekvilibrisme på et meget højt plan. Det er ikke Shakespeare, men det er replikker og samtaler, som på én gang er underholdende og chokerende – og afslørende, når det kommer til dem, der leverer dem. De fortæller alt om, hvad det er for mennesker, vi har med at gøre, og den bagage af smerte og svigt og nid og nag, stort set alle personerne bærer rundt på.
