Det må være det allermest bohemeagtige, jeg i nogen dokumentarfilm nogensinde har set. Det er så nærmest vulgært et billede af en ung, fri kunstner og så helt fortryllende ditto, at jeg flere gange udstøder et begejstret fnys-fnis: Scenerne med den magnetiske, unge pariserinde Apolonia Sokol, der ligner Frida Kahlo fusioneret med Angelina Jolie, og som er opvokset i forældrenes undergrundsteater i Paris, hvor hun nu lever og maler, holder selskaber for den intellektuelle avantgarde og kæmper for teatrets overlevelse i kamp mod det onde kommunale bureaukrati.
Vi ser hende stå i sit atelier på sit teaterloft med rødvin og penslen, som frembringer stærke, mangelagede malerier inspireret af familien, der af Stalin blev tvangsflyttet fra Belarus til Polen.
Og ved Apolonias side: veninden, eksilukrainske Oksana Sjatjko, en markant figur i den feministiske revolutionære bevægelse Femen. Hun er smuk på sådan en 00’er-topmodel-tynd måde og indlogeret på teatret efter med to brækkede arme at være flygtet fra den russiske efterretningstjeneste.
