Da Steven Spielberg var dreng, var han bange for alting. Han begyndte at lave små film, fordi han på den måde kunne kontrollere virkeligheden omkring sig ved at sige »værsgo« og »tak«, når han satte optagelser i gang eller stoppede dem. Samtidig kunne han i sine film iscenesætte ting, der gjorde ham bange og på den måde skræmme andre, uden selv at blive skræmt igen.
I begyndelsen af instruktørens nye film, den selvbiografiske The Fabelmans, er Spielbergs alter ego, femårige Sammy (Mateo Zoryan), for første gang i biografen med sine forældre. De skal se Cecil B. DeMilles stort anlagte cirkusdrama The Greatest Show on Earth (1952). I filmen sker der en voldsom togulykke, som skræmmer livet af drengen, der sidder stum tilbage i biografsædet med vidtåbne øjne.
En film med mennesker fra før Ronald Reagan blev præsident og fra før vi gik online.
- Vil vi virkelig det? Thjaaa. Vi er aldrig blevet spurgt og nu sidder vi i slamaslen.