Den danske kunstverdens vigtigste, mest idéfunklende, men også mest hovedpinefremkaldende overgangssrite er afgangsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg.
I år dimitterer hele 34 kunstnere fra Det Kongelige Danske Kunstakademi – mod 25 i 2022 og 28 i 2021. Og udstillingen er som altid fuldstændig overvældende: I hvert værk er seks års studier fortættet, hvilket giver Afgang, som udstillingen hedder, noget nådesløst over sig.
For hvilken besøgende kan fordele sin opmærksomhed lige mellem alle? Ikke mig. Aldrig kan jeg få ordentligt udsyn til de performanceværker, som opføres alt for få gange, aldrig kan jeg helt overskue at se alle videoværker til ende, og vé i øvrigt den kunstner, der trækker nitten at vise sit værk i biografen i trappeopgangen, hvor de færreste gæster forvilder sig hen.
Det er kendetegnende for årets udstilling, at den ikke giver nogen klare svar. Det ses eksempelvis i Simin Stine Ramezanelis videoværk »MO(U)RNING XXL« fra Davids Samling, hvor en dyb sorg ikke finder forløsning.
Men det, der gør afgangsudstillingen til et trods alt så fascinerende sted, er, at fremtiden lader sig læse lige her. Og i år er kodeordene for næste generations kunstnere erindring, queer vrede og kafkaske insekter. Men først og fremmest readymades – og det er også blandt dem, at udstillingens bedste værker findes. Det er i form af en ulækkert plettet madras, en afstøbning af en sølvfisk og en afsindigt stressende video fra et museum. Værker, der ikke er spor hyggelige eller pæne – og som derfor brænder med en herligt hensynsløs ild.
Skabede hvidevarer
Efter et par år, hvor håndværket har været i højsædet med sirlig keramik, vævning og omstændeligt oliemaleri, er hverdagsobjekterne pludselig tilbage. Ældre generationer af kunstnere som Henrik Plenge, Danh Vo og Benedikte Bjerre har alle udstillet vaskemaskiner i ét væk – men det er overraskende, at se de unge tage de hårde, masseproducerede og anonyme værker til sig.
Flere værker rummer en hensynsløshed og en afstandstagen til det pæne. Det gælder blandt andet Ville Laurinkoskis værk »interior and sound«.
For eksempel ligger køleskabe på gulvet som væltede højhuse hos Søren Frederik Petersen, hos Aske Thiberg indgår radiatorer i en kafkask leg med døde skarnbasser. Nellie Lindquists videoværk om ulige adgang til internettet er profant installeret i en betonklods. Deres mod til at udstille noget grimt som kronen på deres værk rusker op i mig; jeg ved ikke, om jeg selv havde turdet gøre det samme.
Readymadesne kan også antage queerede former: Som hos Aske Olsen, der har lavet et virkelig fedt videoværk om cruisingkultur på datingappen Grindr. Det ser man, mens man sidder på en grøn, københavnsk parkbænk – og videoskærmen gemmer sig bogstaveligt talt i et IKEA-skab. Mere vred og velafstemt skrabet er Ville Laurinkoskis installation, der består af et væltet kropsspejl og en bar madras med udefinerbare pletter, der vækker spontant ubehag. Indimellem skriger en stemme et krydsklip af fordomme mod homoseksuelle ud over det cellelignende rum. Skarpt og stramt udført.
Lea Porsager-energi
Ud over de mange hvidevarer og møbler, der pludselig er tilbage, tænker jeg også på Lea Porsager som kunstnerisk samtalepartner for årets afgang. Hun er ikke professor på Akademiet eller noget i den dur; men der er en rå energi i hendes værker, som måske har smittet. For eksempel kunne Charley Mortensens sorgfulde, radioaktivt udseende installation af vinger og betonkugler godt være i familie med Porsagers installationer med kastrerede vindmøllevinger. Også Rebekka Hilmer Heltofts potente hængsler og rammelister, der er sat op i ovale former på væggene, dirrer på en beslægtet mekanisk og samtidig spirituel måde. Samme potens er der i Jessica Olaussons drilske kæmpeinstallation, som jeg først troede var en hoppeborg eller en agilitybane til hunde. Det viser sig at være en enorm, lyserød stormflodsbarriere. Så sød kan katastrofen se ud.
Den rå energi, som findes i den danske kunstner Lea Porsagers værker, har også fundet vej til flere af afgangselevernes værker, blandt andet Jessica Olaussons »flood defence barrier My Own Brucie the American Cocker Spaniel pine wood artificial ash«.
Grænserne mellem readymade og fantasi bliver hurtigt porøse, og det er dejligt at se, at kunstnerne ikke vælger alt eller intet. Som Sofie Winther, der har hængt en institutionsgarderobe af børnehavetypen op på en væg. Men: Der kravler sorte igler rundt i klumper og ind og ud af huller i garderoben. Hvem helbreder, og hvem er en parasit, iglen eller institutionen? spørger værket.
Kaja Lahodas todelte værk perfektionerer dansen mellem readymade og fantasi. Hun har skabt en skulptur, der til forveksling ligner et forvokset korthus, og som er bygget op af tykke plader af stenuld. På gulvet ligger det, jeg antager er en sølvsarkofag – men som viser sig at være en forstørret model af en sølvfisk. Her befinder vi os i grænselandet mellem inde og ude, hjem og forsvar, fremmedhed og intimitet med den forræderiske stenuld, der ser så blød ud, og den abnorme sølvfisk, som jeg jo godt kender fra mit fugtige badeværelsesgulv. Der er noget klamt over værket, det forvrænger al hygge og hjemlighed, og jeg kan slet ikke få det ud af hovedet igen.
Tidsmaskine med huskekat
Men nok om readymades, for et andet vigtigt og flot udfoldet tema på årets afgangsudstilling er erindringen som kampplads.
Simin Stine Ramezanalis værk, der er installeret i et lille sidegalleri, er krystalklart tænkt og udført: En række højttalere bombarderer gæsterne med et svirpende, dissonerende lydspor, der lyder som Sjostakovitj i dobbelt tempo. På en videoskærm ser man en far og en datter besøge Davids Samling i København og tale om sorg, kulturarv og diaspora. »I thought I could organize freedom. How Scandinavian of me,« siger datteren med en Björk-reference, som her får ny betydning, mens kameraet klipper og zoomer i et stressende tempo. I en tiltagende uhyggelig scene først griner, så hulker de to over en joke om, at alle værkerne på museet er blevet enten røvet eller købt for en slik. Der er en intens sorg i værket, men det, at den formidles så uafklaret og disharmonisk, føles nyskabende.
I Marine Morel Sanatis smukke værk falder brikkerne heller ikke på plads. En tv-skærm er blevet hængt op i et grønt fiskegarn, der også har fanget opiumsvalmuer og muslingeskaller i sit net. På skærmen overlejres klip fra en østershøst uden for Bretagnes kyst med FaceTime-opkald med kunstnerens far, der fremviser sine frodige potteplanter i en Teheran-lejlighed. Sanatis har en god fornemmelse for globaliseringens billedflimmer, men holder alligevel værket ømt og stramt.
I den på en gang mest udsyrede og mest intuitive del af erindringsværkerne finder man Ayesha Elizabeth Ghaouls tidsmaskine-installation. Med kridttegninger, en xylofon, en opskrift på små algeriske kager, legetøjskatte af ler og meget andet har Ghaoul bygget en hukommelsescollage, der skal bringe én tilbage til de tidlige 00’ere. Værket insisterer på den barnlige magi – og det er faktisk svært ikke selv at få lyst til at tegne hinkeruder til fortiden.
Udstillingen peger på erindringen som et af nøgleordene for de fremtidige kunstnere, og Ayesha Elizabeth Ghaouls værk »Gazelle Horns« i midten af rummet gør netop et overbevisende forsøg på at bringe beskueren tilbage til 00’erne.
Ghaoul, Sanati og Ramezanalis værker er samtidig ikke bange for at gribe ud efter mine øjeæbler. De holder hårdnakket mit blik fast og kræver, at jeg undersøger, hvad de vil mig. Den samme vilje til at overbevise kan jeg savne i andre af udstillingens erindrings- eller ophavsværker: For eksempel Andreas Tangs videoværk, der i sort-hvide og langsomme skud dvæler lige selvhøjtideligt nok ved de unge kroppe til en såkaldt puttefest i Dyrehaven. Eller i Hannah Amalie Nielsens keramiske svampesokler, der er fine, men upræcise, for jeg kan ikke se, hvordan de hylder kunstnerens mor og mormor, som katalogteksten ellers nævner.
Raseri over fællesskab
Modsat de sidste par års afgangsudstillinger fylder temaer og metoder som køn, natur, keramik og tekstil utroligt lidt i år.
C Clement har lavet en homage til queer forbilleder som kunstneren Claude Cahun og forfatteren Torrey Peters ved at sy deres portrætter i denim. Også Amber Green & Ydegirls kærestebreve, der kravler rundt på kunsthallens elevators indre vægge, interesserer sig for den erotik og intimitet, der har været forvist til det skjulte.
Selv naturkritikken kan man komme for skade at overse: Ida Raselli viser et vægrelief med ler, bladguld og tørrede grene, Johannes Getatcho Arvidsson har skabt vilde oliekridtmalerier, der ligner marker i brand, mens Ida Schrader viser en kvadrat med mekaniserede kornstrå, der vipper som i en sørgelig, kunstig blæst.
Naturen som tema fylder ikke lige så meget som tidligere, men et par af værkerne rummer alligevel en naturkritik. Det gælder blandt andet Ida Schraders værk »Deadlock«.
Og det er flotte værker, men de er langt nemmere afkodelige end værker af en joker som Mira Winding, der nærmest er den franske fauvistiske maler André Derain reinkarneret som poptøs. Hun laver poppede graffitimalerier af lagkager, kaniner og brændende hjerter, der både er vildt sjove og oprigtigt følsomme. Der er også Hollie Solvilds charmerende fantasi om at føde et æg og være en cowboy i computerspillet Red Dead Redemption II – og endelig Emil Krogs monstermalerier på krydsfiner, der på én og samme tid minder mig om katedraler og computerspil.
Kan man overhovedet tage en puls på samtiden med sådan et kunstnerudpluk her?
Nok ikke, men forsøger man, er tidens tegn kamp, skrig og tvivl frem for fællesskab og omsorg. Der er noget mere trashet, råt, umedgørligt og fortvivlet i gang på årets Afgang. Kunstnerne har ikke løsningerne, de kan og vil ikke besmykke verden eller gøre den hel igen. Denne indstilling føles på sin egen forvirrende måde som en lindrende brise, der går igennem et lummert rum.
’Afgang 2023’. Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Kunsthal Charlottenborg, til 21. maj.
Coordinates of Kinship: Ja, hvis de små sorte tingester blot er replika af reolens tøjkroge, må slægtskabet være med alle de forældre, man har mødt, når man afleverede børn i børnehaven. Men hvis det virkelig er orme, er slægtskabet jo med alle de andre, der også skal spises af orme, når de er kommet i jorden.
Der er ikke rigtigt noget der viser FREMTID! Så hvor skal vi hen du?
Igler. Det er igler. Blodsugere. Husk at klæde børnene godt - og tæt - på!