Okay, måske er jeg mere forundret end forvirret over Ari Asters nye film, den tre timer lange, yderst mærkværdige Beau Is Afraid. Aster har haft stor succes med sine brutale og originale gyserfilm, Hereditary og Midsommar, hvor han fortæller om sorg, skyld, forliste forhold og kvindefrigørelse, mens han skræmmer livet af os. Men at det skulle føre ham frem til så enigmatisk, frustrerende, enerverende og samtidig beundringsværdigt egenrådig en film som Beau Is Afraid, er alligevel lidt overraskende.
Titlens Beau, spillet af Joaquin Phoenix, er en midaldrende mand med, forstår man ganske hurtigt, en moderbinding af de større og psykologiske problemer nok til at holde sin tålmodige terapeut (Stephen McKinley Henderson) beskæftiget i årevis. Størst af alle Beaus problemer er dog hans angst. Filmen foregår i nutiden, men det kvarter, som Beau bor i i New York, er et nærmest 1980’er-karikeret mareridt af voldsmænd, døde mennesker, luddere og lommetyve, der alle bare synes at vente på Beau, når han kommer hjem.
