Fænomenal Caspar Phillipson optræder med elegance i stemmen og brutalitet i blikket

Det er betagende at følge skuespilleren Caspar Phillipson i disse år. Pludselig dukker han op alle vegne. Denne musikalske skuespiller har tidligere ikke mindst gjort sig bemærket i musicals som Krøyer i Lyset over Skagen og præsten i Jordens Søjler – med et enkelt smut inden om Crazy Christmas Cabaret.

Nu virker det, som om Caspar Phillipson har indtaget alle venues på én gang: Den satiriske tv-serie Orkestret, hvor han spiller en selvglad musiker. Carsten Brandts storfilm Den Milde Smerte, hvor han spiller forfatteren Thorkild Hansen. Pablo Larrains film Jackie, hvor han spiller John F. Kennedy. For ikke at nævne hans medvirken i tv-dansekonkurrencen Vild med dans sidste år, hvor han dansede sig selv – og faktisk blev vinder af det hele.

Siden teatrene genåbnede efter coronaen, har han rejst rundt med sit eget Late Night Show – produceret af Louise Schouw Teater. Showet har tydeligvis udviklet sig aften for aften. I sidste uge spillede forestillingen på Posthus Teatret, hvor teaterdirektør Carsten Brandt underfundigt introducerede aftenens gæstekunstner. Og her brillerede Caspar Phillipson så fuldstændig suverænt ved det ydmyge klaver og under et billede af fuldmånen, at han bliver nødt til at få disse ord med på vejen. Forhåbentlig frem mod yderligere turneer, også internationalt.

Charmeur og kyniker

For Caspar Phillipson er en fænomenal entertainer. En satiriker. En feinschmecker. En charmeur. En kyniker. En forfører. Men også en blød romantiker, der under dække af ironiens kraft smider om sig med grumme konstateringer af livets bizarre lethed og verdens utilgivelige blindhed.

Sprogligt har han en forrygende udtale – både på dansk og på engelsk – hvor der på mirakuløs vis altid bliver tid til, at konsonanterne kan sprudle mellem vokalerne. Uanset hvor hurtigt han snakker eller synger. Det er en fryd. Han bruger sin skuespillererfaring maksimalt i dette show. Med sit blik understreger han tekstens ord, så man som tilskuer kan se hver eneste sanglinje for sig.

I sit Late Night Show er han tydeligvis både sin egen sikre tekstsamler og sin egen instruktør; en dramaturg kunne han dog godt bruge for helhedens skyld. Forestillingen er en collage, fortrinsvis med sange af den amerikanske sangskriver Tom Lehrer, men også med danske sange.

Venligheden svier

Caspar Phillipsons sans for det underdrevne klinger godt med Tom Lehrers morbide humor i sangene fra 1950’erne og 1960’erne, hvor han skifter mellem besk samfundssatire og brutale kærlighedsskildringer.

Når Caspar Phillipson synger Tom Lehrers »We Will All Go Together When We go«, bliver sangen til en subtil kommentar til krigen i Ukraine og det våbenkapløb, som vi åbenbart ikke kan bremse. Men også til en erkendelse af, at klimaet og kloden nærmer sig en udløbsdato, som vi ikke længere kan forhindre. Det raffinerede er, at han ikke synger på den oplagte grundstemning af vrede. Tværtimod. Han synger med venlig stemme og anerkendende glimt i øjet. Netop sådan svier sandheden selvfølgelig meget mere.

Til gengæld har han en troldsplint i blikket, når han synger Tom Lehrers sange om den store kærlighed. Hans fortolkning af »I Hold Your Hand in Mine« rummer netop den charmerende tiltrækning, som lynhurtigt skifter til makaber kvalme, når han afslører, at han faktisk har skåret hånden af sin afdøde kæreste … Og hans stemme bobler af ubekymret forårsglæde i Tom Lehrers tilsvarende morbide »Poisoning The Pigeons in The Park«.

I Late Night Show går han linen ud, når han opsøger det groteske vanvidslandskab hos Monty Python. Det klæder hans kønne ansigt og hans ulastelige fremtræden i sort butterfly og rød velourjakke, at det vælter ud med blodige detaljer i ordene – sammen med masser af drengerøvskommentarer under bæltestedet. Senere tilføjer han overraskende nok også sange af John Mogensen. Her er det dog ikke drukstemningen, men snarere det eksistentielle vemod, der imponerer. Ikke mindst den psykologisk spændende fortolkning af sangen »Sidder på et værtshus nær ved Gammel Strand«.

Coronaens kvababbelser

Showet er tydeligvis skabt i de ensomme aftener under coronaens teaternedlukning. En del af refleksionerne over vores behov for at være sammen føles mindre relevante nu. Heldigvis. Til gengæld har Caspar Phillipson krydret sit show med mange nye iagttagelser. Særligt #MeToo får klare ord med på vejen – og Sofie Linde får beundring og tak, også på hans døtres og hans søns vegne. Det gør Mr. Trump så til gengæld ikke.

Selv erklærer Caspar Phillipson sig desuden for nyhedsjunkie i en bekymrende medietid. Derfor foreslår han muntert, at man netop i disse år burde oprette et nyt AA: ’Anonyme avislæsere’. Heri har han en del til fælles med dramatikeren og entertaineren Jacob Morild, som i sine onemanshow og revynumre tilsvarende sætter dagens politikere under begavet, satirisk lup.

Men Caspar Phillipson er ingen egentlig revykunstner. Hans styrke er ikke det spontane. Hans styrke er det helt igennem kontrollerede, der foran publikum slippes løs som elegant og skødesløs kunst. Tilsat det ovenud ekvilibristiske, som når han kaster sig ud i Tom Lehrers kemisang »The Elements«, altså ’det periodiske system’, hvor entertaineren bogstaveligt talt skal holde tungen lige i munden, mens navnene på alle grundstofferne remses op: »There's antimony, arsenic, aluminum, selenium …«

Caspar Phillipson balancerer aldeles eminent i denne frygtede sang. Også i dobbelttempo. Og så giver han endda sangen ekstra bid ved netop at pakke den ind i dagsaktuelle historier om de politikere, der bestemmer, hvilke klimanedbrydende stoffer vores samfund skal acceptere – og hvilke våben.

Så nu er det vist bare op til politikerne at lytte efter. Ellers bliver de bare selv portrætteret i dette utæmmelige Late Night Show.

’Late Night Show’. Sange: Tom Lehrer, Monty Python, John Mogensen m.fl. Tekst: Caspar Phillipson. Louise Schouw Teater. Spilles den 3. maj 2023 på Team Teatret i Herning samt til Copenhagen Stage på Posthus Teatret den 2. juni og den 9. juni 2023 klokken 22.00 – samt senere turné