De seneste par uger er jeg gået i seng med en lussing svidende – ikke på kinden, men i øjnene. Det er effekten af Macunaíma, en brasiliansk klassiker fra 1928, der for første gang findes på et forrygende dansk. Den skal ikke læses for sit store plot eller sine dybe karakterer, men snarere skråskimmes og indtages som et stykke drømmemedicin.
Macunaíma af Mário de Andrade er Brasiliens nok vigtigste roman, en slags nationaltraktat – men en voldsparat og sukkerchokket en af slagsen. Den suser gennem landets mange oprindelige folks myter, vender dem på hovedet og fletter i øvrigt storbykaos og religionskritik og europaparodier ind på vejen.
Et handlingsresumé er pænt umuligt: Macunaíma er navnet på romanens antihelt, eller, som undertitlen lyder, »helten blottet for karakter«. Han er imidlertid ingen tom skal, snarere en joker, en trickster, en lille djævel, en drillepind. Han er mere Michel Houellebecq end Haruki Murakami, han er Lars Løkke Rasmussens politiske karriere, bare tilsat andet end fadølskulør.
