Hvornår bliver kønnet ligegyldigt i kunsten?

Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, da jeg opdager en ny udstilling i Paris, der har fokus på de kvindelige kunstnere i surrealismen. Udstillingen Surréalisme au feminin? er nyligt åbnet på det hyggeligste og lidt hemmelige museum på toppen af Montmartre i Paris, og den viser ved spørgsmålstegnet i titlen, at den er bevidst om sin egen problematik. Som surrealisten Dorothea Tanning citeres for at sige i det gode forskningsbaserede katalog: »Women artists. There is no such thing – or person. It is just as much a contradiction in terms as ’man artists’ or ’elefant artist’.«

For holder vi ikke til stadighed fast i en lidt reaktionær binær kønshistorie ved fortsat at kalde en udstilling noget med kvindelig eller feminin? Og hvornår når vi dertil, at det ikke er kunstnerens køn, der fremhæves, men vedkommendes stil og praksis, sådan som det altid har været tilfældet med mændene?