Der er en unikt rørende dobbelthed i belgiske Lukas Dhonts indtil videre to spillefilm. I mesterværket Girl fra 2018 fulgte vi en purung balletdanserinde, som for alt i verden ville af med den drengekrop, hun var født med. I den premiereaktuelle Close, der var kritikerjuryens favoritfilm i Cannes og oscarnomineret, følger vi en 13-årig dreng, som ikke vil stikke ud på sin nye skole – koste hvem det vil. Det er film om børns selvdestruktive kamp for at passe ind, men også om omgivelsernes kamp for at trænge igennem til dem. Her er ingen ondskab til stede, men meget der gør ondt.
Som publikum bliver vi gennem kameraets rolige interesse for disse unge ansigter intimt forbundet med dem. Vi er der med dem, vi kommer til at holde frygteligt meget af dem. Men vi kommer heller ikke helt ind i hovederne på dem. For derinde er der noget, der ikke sådan er til at beskrive og noget, der ikke sådan er til at nå. Vi er tæt på, men vi er aldrig helt tæt på. Den modsætning ligger også og dirrer i titlens ordvalg: Close kan både betegne en komplet forbindelse og dét ikke at være helt nær nok.
Remi spillede altså obo, ikke klarinet.