Vi ville have levet i en mere summende, spirende, lokkende, duftende, kvækkende, kravlende, pippende og syngende verden, hvis den belgiske digter, dramatiker og essayist Maurice Maeterlincks (1862-1949) syn på naturen havde vundet større indpas i vores kultur. Ikke nok med det ville vi, hvis vi forfølger Maeterlincks tanker, også have levet i en mere intelligent verden.
Det er den erkendelse (og længsel), jeg sidder tilbage med efter at have læst Maurice Maeterlincks Blomsternes intelligens fra 1907, der netop er blevet genudgivet på dansk.
Maeterlinck bliver beskrevet som en af de mest indflydelsesrige forfattere i starten af det 20. århundredes Europa. I 1911 vandt han Nobelprisen i litteratur, og hans tekster har inspireret de største forfattere og komponister i hans tid.
Blomsternes intelligens er da også et særdeles poetisk, dragende og lærerigt værk. Bogen er bygget op af en række essays med Maeterlincks fascinerende og begejstrede beskrivelser af blomster og insekters kreative og veludførte løsninger på livets problemer.
