CANNES – Martin Scorsese har nu i 50 år lavet film om USA og landets sjæl og synder. Det fortsætter han med i stor stil i sin seneste, episke film, Killers of the Flower Moon, en tre og en halv time lang – men ikke for lang – film om dengang i 1910’erne og 1920’erne, hvor en stamme af indfødte amerikanere, Osage-stammen, pludselig blev rige på olie.
Stammen, der af den amerikanske regering blev tvunget til at flytte rundt og rundt, endte i Oklahoma, hvor olien pludselig bare sprang op af jorden, og så var deres lykke gjort. Eller var den? Regeringen stolede ikke på, at de indfødte amerikanere selv kunne administrere deres penge, og samtidig var det begyndelsen på en veritabel goldrush, hvor hvide amerikanere rejste til området for at få del i rigdommene på lovlig og meget gerne ulovlig vis.