Der findes en luksus, som er revolutionær. Denne luksus kan for eksempel bestå i at udgive dagbogsnotater fra den dag, Berlinmuren faldt, men i dagbogen klager man mest over, at ens elsker ikke har ringet til én samme dag. Selv om han som russisk diplomat i Paris måske ville have et par andre ting eller to at tage sig til den 9. november 1989.
Annie Ernaux tillader sig denne luksus i Fortabe sig, der oprindeligt udkom i 2002 under titlen Se perdre. Den handler om at fortabe sig, ikke i verdenshistorien, men i begær. Og om at tage de tåbeligste følelser dybt alvorligt. For uden tåber og følelser, hvad betyder verdenshistorien da? Det er det, der er så uanstændigt revolutionerende ved denne utroligt franske, katolske, men mest af alt sexede bog.