Tinariwens rebelske og meditative ørkenblues er stadig en flamme, man kan samles om

Når et band er blevet ikonisk for en genre, kan det undertiden være svært at nærme sig bandets musik og lytte til den løsrevet fra denne ikoniske status. Tinariwen er, siden det trådte frem på internationale scener i 2001 – blandt andet med en koncert på Roskilde Festival, som det også gæster i år – blevet et band, som ikke blot hyldes for sin egen besættende musik, men også som det band, der mere end nogen anden har fået det nomadiske tuaregfolks musik på den globale radar.

Inden dets festivalkoncerter i 2001 og udsendelsen af det Justin Adams-producerede album The Radio Tisdas Sessions fra samme år var der ikke mange uden for musik-etnologiske kredse, der beskæftigede sig med tuaregmusikken. Men Tinariwen banede i høj grad vejen for, at en lang række kunstnere kunne gøre karriere på en international arena, og det blev bannerfører for en genre, som musikbranchefolk døbte ørkenblues. En betegnelse, som ikke kun indbefattede tuaregmusik, men også en bred vifte af vestafrikansk musik med guitaren i fokus.