For at parafrasere Lars Skinnebach: En tænkning, der ikke også tænker over klimakrisen, er ikke værd at tænke over. De nye tekster må være som den nye verden, sammenfiltrede, besværlige. Afsvedne protokoller fra det øjeblik, hvor det ydre bliver indre, og jord bliver til vand. Genrebrydende eller skibbrudne, i hvert fald ikke helstøbte. Hvem kan sige, han eller hun forstår verden? Hvem kan skrive et essay, oppefra og ned, som man gjorde det for 20, 30 eller 50 år siden?
Nikolaj Schultz, ph.d.-stipendiat i sociologi ved Københavns Universitet med speciale i klimakrisens konsekvenser for social teori, skriver sig ind i besværet og forsøger at finde sin vej frem i det. Selv kalder han sin lille bog om de menneskelige vilkår i en klimaforandret verden en »fortælling« og et »auto-etnografiktivt essay«. Fine ord, der dog mere nøgtern betragtet egentlig bare dækker over en ung akademikers rejsedagbog.
