»Fantasiens gud er fantasien. Fantasiens lov er, hvad som helst der virker. Fantasiens lov er ikke den universelle sandhed, men værkets sandhed, tilkæmpet og vundet.«
Replikken stammer fra en tidligere rushdieroman, Jorden under hendes fødder fra 1999, men kunne være fra den seneste, nummer 15, og enhver af de 14 foregående. Hos Rushdie er fantasien gud, den er altings skabende pegefinger, den er uvejrsnatten, hvor verden blev til. Og den er ordet, der blev kød.
Fantasiens prærogativ og skaberevne er ikke mindre slående her i Sejrens by. Romanen tager sin dramatiske begyndelse, da hovedpersonen – en ung kvinde, Pampa Kampana, guddommeligt benådet med overnaturlige evner – lader en hel by vokse ud af en pose sædekorn og forsyner hver eneste indbygger med en erindring og en personlighed ved at hviske ham og hende noget i øret.
Pampa Kampana er »frødonoren«, hun er »byhviskeren«. Hun er også »mirakelmageren«. Hvilket hos Rushdie alt sammen er det samme som »historiefortæller«.
