I løbet af sommeren har Information haft en serie om mandevenskaber. Der var Rune, der synes, han havde de bedste samtaler med vennerne, når de begge kiggede på noget andet end hinanden; Laurids, der aldrig havde fortalt sin ven, at han elskede ham, men som nu gjorde det i avisen; Lasse, hvis venskaber med alderen var blevet mere ordløse, men som til gengæld oftere og oftere var begyndt at føre samtaler med de af hans venner, der var døde.
Venskabet har en psykologi: Vi finder sammen, finder ligheder, opdager forskelle, knytter bånd og driver fra hinanden. Venskabet handler om det intime liv; om minder og fortid og fælles oplevelser. Men handler det også om det fælles liv? Og har venskabet noget andet og mere – og måske også noget mere fundamentalt end en psykologi – en sociologi?
Historisk har venskabet rangeret højt, og blandt mænd over ægteskabet. Det er venskaber, den klassiske græske litteratur kredser om, mens parforholdet er noget privat, endog ofte med en vis afstand mellem parterne.
Det er venskabet, der kendetegner de efterfølgende epoker, kulminerende med romantikken. Først med moderniteten og kvindens entré i offentligheden bliver også relationer mellem mænd og kvinder socialt bærende.